Ove Sprogøe og Dirch Passer som luftakrobater.
Støv for alle pengene er den tredje Støver-film med Dirch Passer, Ove Sprogøe og alle de andre folkekære ansigter, som udgør beboerne i en boligblok kaldet Solvænget et sted i de københavnske forstæder.
Denne gang er der intet forlæg fra vores broderland mod nord. Manuskriptet er originalt, og de har forsøgt at finde på noget nyt. Der er overskud i Solvængets regnskab, og beboerne investerer pengene i en bondegård.
Her vil de forsyne sig selv med både æg og mælk og sågar hjemmebrændt snaps. De går til opgaven med selvtillid og højt humør, men deres indre byboere begynder snart at savne civilisationens bekvemmeligheder.
Filmen holder fast i den muntre samfundssatire, og plottet passer fint til de øvrige strømninger i de forrige film, selvom det er et større sceneskifte. Det er sjovt at se de gamle kendinge i nye og uvante scenarier. De fører sig frem som verdensmænd, og illusionen braser sammen med et brag.
Mere støv – mindre poesi
Hjemme i Solvænget har Monalisa påtaget sig nogle af Alfs daglige pligter med nøje instrukser via hans gode, gamle båndoptager. Derudover agerer hun smuglerinde for de nyudklækkede bondemænd og -koner.
Filmens svageste led er de to landboere, som sælger gården og flytter ind til byen. De får et gevaldigt kulturchok, og det kan man også grine af. Men de er aldeles ukendte, i hvert fald for mig. Det er Dirch og co., man vil se.
Filmen byder på seriens største stunt. En grandios finale med akrobatiske luftnumre i et sprøjtefly. Men det føles som om, de ikke vidste, hvordan de skulle afslutte.
Det er en sjov og hyggelig familiefilm, men det er desværre seriens svageste. Den er mindre skarp, og den taber tråden. De to forgængere rundede temaet af med nogle fine citater og gode pointer fra filmens kvinder. Det er ikke det samme, når Alf råber titlen i en sky af støv.
