Will Ferrell som Harold Crick.
Stranger Than Fiction er svær at genrebestemme. Det er en film fra 2006 instrueret af Marc Forster, hvis filmografi tæller så forskellige film som Monster’s Ball og Finding Neverland samt World War Z, Machine Gun Preacher og Bond-filmen Quantum of Solace. Han har også begået den anmelderroste A Man Called Otto.
Will Ferrell er hovedpersonen Harold Crick, men det er ikke en typisk Will Ferrell-film. Meget langt fra. Den kan bedre sammenlignes med Jim Carreys Eternal Sunshine of a Spotless Mind eller The Truman Show. Men disse sammenligninger fortæller ikke meget andet end, det er en gakket komikers seriøse bud på noget andet.
En anden beskrivelse, der faldt mig ind, da jeg så filmen med min gode filmven, Ruben, er denne: “En intellektuels Free Guy.” Men Free Guy er naturligvis en senere film, så man kunne også kalde den for bonderøvens Stranger Than Fiction.
Hvad han ikke vidste
Kort fortalt er Harold Crick en revisor hos skattevæsenet, der lever et ekstremt revisor-agtigt liv. Hver eneste dag ligner hinanden, fra han står op, til han går i seng. Alt, han foretager sig, sker på samme tidspunkt og tager den samme tid. Tandbørstningen, turen til bussen osv. Selv interaktionen med kollegerne er stort set den samme hver dag.
Men pludselig sker der noget uventet. Ikke bare noget nyt, som f.eks. at møde en kvinde. Det kommer senere. Næ, noget helt usædvanligt. Sågar uforklarligt. Noget, der kun lader sig gøre i en fortælling. Det ville aldrig ske for dig eller mig. I hvert fald ikke præcis sådan.
Midt i en tandbørstning hører han kvindestemmen, som i filmen fortæller historien om hans liv og snorlige hverdag. Han forstår intet, og han bryder sig ikke om psykologiens svar, så han går i stedet til en professor i litteratur.
Herfra udvikler filmen sig i to retninger. Dels er det en omvæltende oplevelse, som presser Harold ud af sin skemalagte tilværelse, hvilket fører til spændende, nye muligheder. Jeg nævnte tidligere et møde med en kvinde, og det er ikke fortællestemmen, jeg mente.
Men det er også et kapløb med tiden, fordi fortællestemmens brug af litteraturens famøse “little did he know” – på dansk noget i retning af “hvad han ikke vidste” – slår ned som en gravko gennem en husvæg og planter et uhyggeligt forvarsel.
Mere vil jeg ikke afsløre, og jeg håber ikke, jeg allerede har sagt for meget. Jeg vidste selv intet om filmen, da jeg så den, og jeg fik en af disse sjældne, men skønne oplevelser, hvor man mister fodfæstet, billedligt talt, og bare snubler ned i et imaginært kaninhul.
Meningen med livet
Filmen er ikke fortalt som de nævnte sammenligninger, men den deler det meta-agtige udgangspunkt, hvor hovedpersonens virkelighed er et produkt af andres skaberværk. Det fører til selvransagelse og karakterudvikling på et plan, hvor temaer som eksistentialisme, meningen med livet og i dette tilfælde også døden er de bærende kræfter.
Jeg kaldte den en intellektuels Free Guy, fordi handlingen i Free Guy foregår i et computerspil og fører til masser af fede actionscener. Handlingen i Stranger Than Fiction foregår i et litterært univers og fører til filosofiske tanker og menneskeligt drama.
Den vil derfor ikke være for alle, men jeg er vild med den. Den overrasker, sætter tanker i gang og rummer vigtige budskaber, men den er også sød, sjov (på en atypisk måde) og bevægende.
Det romantiske plot er et af de bedste, du kan opstøve, uanset hvilke af den genres klassikere, du måtte inddrage. Der er nogle fantastisk smukke, uendeligt rørende scener, hvor Harold bare er ægte og hudløst ærlig, og Ferrell imponerer. Jeg anede ikke, han kunne spille så godt uden at vise så meget som ét eneste glimt af sin komiske mimik.
Han får selskab af stærke navne som Dustin Hoffman og Emma Thompson. Begge lever op til deres ry, og især Thompson brillerer med sin side af fortællingen. Maggie Gyllenhaal er kvinden, Harold møder, og hun er helt perfekt. Hans diametrale modsætning og derfor lige den han har brug for.
Jeg er nu og da lidt rundhåndet med mine topkarakterer, fordi jeg elsker så mange forskellige aspekter ved film, og jeg nyder de nostalgiske gensyn også. Jeg har set tusindvis af film og kunne nok samle en top 100 med lutter 10-talsfilm.
Men denne her stryger vitterligt ind i min absolutte top. Det er en vidunderlig, bemærkelsesværdig film. Hvis du ikke har set den; gør det. Giv den en chance.
