Johnny Depp og Helena Bonham Carter.
Historien om Sweeney Todd er en klassisk fortælling om kærlighed, jalousi og hævn, og den har eksisteret siden 1846 som litteratur, vandrehistorie og teaterstykke og musical. Den blev filmatiseret første gang i 1936, og seneste skud på stammen er Tim Burtons filmatisering af Stephen Sondheims musical.
Jeg havde luret, der var tale om en musical, så jeg blev ikke overrasket, og faktisk synes jeg, det er et interessant eksperiment. Genren har ganske vist haft sin storhedstid, men Tim Burton er altid mand for at overraske, og han er i hvert fald aldrig kedelig. Det samme kan man naturligvis sige om Johnny Depp.
Filmen har nogle svagheder. Historien er forholdsvis enkel og en anelse langtrukken. Musikken fylder meget. Det er selvfølgelig helt naturligt, for det er en musical. Men på den baggrund kan man tillade sig at spørge, om Tim Burton har truffet det rette valg, da han hyrede skuespillere, ikke sangere.
De gør det godt, og de har uden tvivl fået masser af sangtimer. Men de er ikke store sangere, og det betyder, at filmen er svagest på det område, hvor den burde være stærkest.
Alt andet fortjener ros. Scenografien og Burtons sans for det makabre er perfekt. Det giver et hjerte ekstra.
