Liam Neeson er tilbage for tredje og foreløbig sidste gang som Bryan Mills, manden med de mange særlige færdigheder, der gør ham til et mareridt for østeuropæiske sexhandlere, når de f.eks. kidnapper hans datter.
Denne gang har Luc Besson rystet posen så godt og grundigt, at ingen bliver bortført. Allerhøjest en lille smule. I stedet bliver Mills hovedmistænkt i en mordsag, og selvom han har myrdet utallige mennesker i de sidste to film, er han uskyldig i denne affære. Men han må naturligvis rense sig selv.
Det er mere originalt end forgængeren, hvor de næsten kun byttede rundt på, hvem der skulle bortføres. Man kan ganske vist sammenligne den med Flygtningen på visse punkter, f.eks. spiller Forest Whitaker næsten samme rolle som Tommy Lee Jones. Men Mills er en helt anden karakter end dr. Kimble.
Trilogiens svageste led
Forgængeren involverede både ekskonen og datteren i væsentlig grad, og det havde sine fordele. Alligevel glæder det mig, at Mills denne gang har frie tøjler. Uden familien på slæb kan han boltre sig i sit rette element.
Hvis man spørger både anmelderne og publikum, er det trilogiens svageste led. På nogle punkter er jeg enig. Men samtidig synes jeg, den har et friskere plot.
Naturligvis er der også dumme actionscener. Formularen er ret enkelt og Michael Bay-agtig. Neeson er stadig gammel og kluntet, og de klipper rigtigt meget for at kompensere. Der mangler saft og kraft i hans manøvrer.
Men alt det forventede jeg, og jeg hyggede mig fint. Det er en søndagstjubangfilm i midterfeltet, og ind i mellem er det nok.
I skrivende stund kan du se den på Netflix.
