Teen Wolf er en gys… nej, det er det egentlig ikke. Men det er en varulvefilm og ungdomskomedie fra 1985 med Michael J. Fox i hovedrollen som en basketball-spillende teenage-varulv, der, som de fleste unge mennesker, må finde ud af, hvem han er.
Præmissen er på sin vis fjollet. En teenage-varulv er én ting. Men at bortkaste al uhygge og i stedet bruge idéen i en ungdomsfilm om hormoner, fester, forelskelser, popularitet og identitetskrise er noget ganske andet.
Alligevel fungerer det, endda på blændende vis. Den unge hr. Fox har al den charme og semi-nørdede teenage-tække, der skal til. Historien har alle de rigtige elementer og gode budskaber, man trænger til. Det er en feel-good-film, når den slags er allerbedst.
Jeg vover den påstand, det ikke bare er en af Fox’ bedste ud over Back to the Future-filmene. Det er også en af 80’ernes bedste ungdomsfilm. Ganske vist overgået af en håndfuld John Hughes-film. Men det er ingen skam.
Måske er jeg bare en nostalgisk tosse. Jeg bemærker, den fik blandede anmeldelser og scorer 42 procent på Rotten Tomatoes. Men jeg elskede den som barn, og jeg nød virkelig at gense den.