Teenage Mutant Ninja Turtles II: The Secret of the Ooze, også kendt på dansk som Turtles II – Gåden om det grønne slam, er en actionkomedie fra 1991.
Shredder, fodklanens leder og paddernes ærkefjende, er desværre ikke død, selvom han faldt i en skraldebil fra en høj bygning. Men han slog sig, og han vil have hævn. Samtidig falder han over hemmeligheden bag det grønne slam, der forvoksede padderne.
De har smedet, mens jernet er varmt, og desværre betyder det, der er stor udskiftning efter den første film. April O’Neil er ikke den samme, Casey Jones er helt forsvundet, og to af padde-stemmerne er skiftet ud.
Den første er bedst. Der var en god introduktion og oprindelseshistorie samt et romantisk subplot med April og Casey. 2’eren fokuserer mere ensidigt på kampen mellem padderne og deres ærkefjende.
Men det er stadig en sjov og underholdende film med masser af fjollet ninja-action. Stilen er den samme, og filmen fungerer fint som endnu et eventyr i paddernes liv som New Yorks hemmelige superhelte.