Terminator 2: Judgment Day er den første, bedste og i nogens øjne eneste efterfølger til James Camerons action- og science fiction-klassiker fra 1984.
Sarah Connor overlevede angrebet fra Skynet, det kunstigt intelligente forsvarssystem, der vender sig imod menneskeheden og iværksætter en masseudryddelse i 1997. I mellemtiden har hun fået sin søn, den kommende oprørsleder, John Connor, Skynets egentlige mål, og hun har forsøgt at forberede ham på krigen. Men Skynet har ikke opgivet at vinde med snyd, og pludselig ankommer en ny og mere avanceret, mere ustoppelig dræberrobot fra fremtiden.
Perfekt 2’er
Det er en perfekt 2’er. Samme filmmager, samme hovedpersoner, samme ånd, præmis og tema. Den genbruger det, der virkede i den første film – den klassiske, tilsyneladende håbløse flugt fra en overlegen fjende. Men handlingen er også en naturlig videreudvikling af historien, og der er masser af nye lag og et nyt plot, hvor det ikke bare handler om overlevelse.
Sidst, men ikke mindst, har den en naturlig, tilfredsstillende afslutning, jeg ikke vil afsløre her. Og det er formentlig årsagen til, at de øvrige efterfølgere har været decideret uvelkomne. Underholdende, men unødvendige. Ofte lidt for kreative i forsøget på at genoplive franchisen. Men det er en anden snak.
Banebrydende effekter
Cameron er en banebrydende filmmager, og T2 er ingen undtagelse. Han leger her med datidens spæde forsøg på CGI, og jeg husker tydeligt, hvor imponerende effekterne var dengang.
Den er stadig imponerende flot og veludført. Den nye, avancerede Terminator (Robert Patrick) består af flydende metal, hvilket betyder, han kan forvandle sig til lidt af hvert samt er umulig at destruere. De mange transformationer er skabt med CGI, og i de fleste og bedste scener er effekterne på niveau med nutidens film.
Ikke overraskende vandt den også fire Oscars i de tekniske kategorier: Best Visual Effects, Best Makeup, Best Sound og Best Sound Effects Editing.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Nogen kan bedst lide 1’eren, og det forstår jeg godt. Den har en råhed, som 2’eren mangler. Det er især introduktionen af 10-årige John, der gør den mindre rå. Mere børnevenlig. Arnold får strenge ordrer på ikke at slå ihjel, og han lærer slangudtryk som “No problemo,” “Eat me” og “Hasta la vista, baby!” I den første film var han den rå dræberrobot. Nu er han en hyggelig legeonkel.
Men det er stadig en genreklassiker og en af Arnolds bedste film. Et nostalgisk actionbrag. Handlingen er velskrevet, og det er en actionfilm på allerhøjeste niveau. Om man foretrækker den ene eller den anden er en smagssag, og jeg kan ikke bestemme mig.
