Texas Chainsaw Massacre: The Beginning

For et par år siden blev den klassiske Texas Chainsaw Massacre fra 1974 genindspillet i en ny, makaber udgave med Jessica Biel som ét af de stakkels ofre. Nu er der kommet en såkaldt prequel til den.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg kedede mig. Selvom filmen er et stykke solidt håndværk, så er det faktum, det er en prequel, en spændingsdræber.

Originalen handler om en familie af kannibaler, der samler vildfarne rejsende op og slagter dem. Spændingen består i, om det vil lykkes for nogen at slippe væk – eller slå igen.

Denne gang får du en smule forhistorie, og så haster den videre til den velkendte opskrift, hvor en lille flok unge mennesker havner i det famøse hus, hvor familien bor.

Problemet er, du ved, at alle i familien overlever, fordi de alle er med i den næste. Du ved også, at ingen af deres ofre i denne her undslipper, for så havde de alarmeret politiet. Det eneste, der kan overraske, er hvordan, hvornår og i hvilken rækkefølge de fire uheldige, unge mennesker dør.

Med andre ord. Du får samme film som originalen, men du får ingen spænding om udfaldet. Det er for tyndt.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.