The Birdcage er en komedie fra 1996 instrueret af Mike Nichols, hvis karriere bl.a. tæller klassikere som The Graduate og Who’s Afraid of Virginia Woolf? Den er baseret på en fransk komedie fra 1978, La Cage aux Folles.
Armand (Robin Williams) og Albert (Nathan Lane) er et homoseksuelt par, der både arbejder og lever sammen. Armand ejer en natklub i Florida, og Albert er stjernen i natklubbens pompøse dragshow.
De har en 20-årig søn, og da han vil giftes med datteren af en stokkonservativ senator, som gerne vil møde de kommende svigerforældre, må Armand og Albert være kreative for ikke at sende dem skrigende på flugt.
Mænd i dametøj
Hvis du kender Nathan Lane, kan du nok gætte, hvor det bærer hen. Den gifteivrige søn har brug for at præsentere sin forlovedes forældre for en mor og far, og omstændighederne snævrer mulighederne ind.
Mænd i dametøj er en ældgammel kliché i genren, og utallige komikere har været der. Det virker ikke lige godt hver gang, og det kan være direkte usjovt. Men “miss Albert” er som skabt til rollen, og det samme er Nathan Lane.
Jeg ved ikke, om filmen ville fornærme nogen i dag. Den finder masser af humor i de gængse stereotyper. Både de politiske, de maskuline og de homoseksuelle. Men den er mægtigt skæg, og den gør det med kærlighed.
Hjertevarm komedie
Robin er for en gangs skyld afdæmpet, og Nathan stjæler rampelyset. De har fantastisk kemi, og jeg synes faktisk, de første to akter er sjovere end selve finalen, hvor senatoren med frue dukker op. Der er simpelthen så mange andre skønne scener med de to komikere.
Senatoren spilles af selveste Gene Hackman, som også besidder et anseeligt komisk talent. Han har den helt rette udstråling til rollen, og han kan samtidig justere den, så han passer ind i komikken. Han er perfekt.
Det er en sød, skøn og hjertevarm komedie, som kan og bør nedbryde fordomme. Men det er også bare en mægtigt skæg film.
I skrivende stund kan du se den på Prime.