The Boxer’s Omen er en fantasy-actiongyser fra 1983 produceret af de berygtede Shaw Brothers, hvis meritter indenfor især kung fu-film er så omfattende, at min faste filmmakker har købt to store, flotte bokse med deres mange værker. Jeg er selv totalt uvidende om dem.
Men jeg genkender én af filmens aktører, og det gør du muligvis også. Navnet er Bolo Yeung, og han er Jean-Claude Van Dammes nemesis i Bloodsport. Han kan derudover ses i mange andre kung fu-film, bl.a. Bruce Lee-filmen I dragens klør.
Dette er dog ikke en af Shaw-brødrenes mest kung fu-tunge film. Bolo spiller ganske vist en skurkagtig kickbokser, som vores helt, Chan Hung, skal besejre i ringen. Men hovedplottet handler om noget helt andet. Det viser sig nemlig, at Chan i et tidligere liv havde en tvilling, som i dag er en mystisk spøgelsesmunk, og han skal bruge Chans hjælp til at bekæmpe en bande udøvere af sort magi – og hævne sin død.
Modbydelig madporno
Plottet er fint og enkelt. Chan er udvalgt, lærer magi og kæmper i den gode sags tjeneste mod onde kræfter. Den slags er set før. Men filmmagerne har været ualmindeligt kreative i forsøget på at udtænke de magiske kampe, og der er mange WTF?!-scener.
Det skyldes især, at sort magi i denne film er en modbydelig omgang madporno, hvor troldmændene spiser og gylper og deler alle mulige klamme ting. Det har instruktøren valgt at udpensle i en sådan grad, at sarte sjæle må sidde tilbage med brækfornemmelser.
Effekterne er en anden historie. De veksler fra tøjdyr til papmache-kadavere. Nogle er hæderlige, omend stadig på B-niveau, mens andre er grinagtigt ringe. Heldigvis er de alle sammen underholdende. Det eneste problem i denne afdeling er, at nogle scener er lidt for langsomme. De tager sig lidt for god tid til at vise dig, hvor ringe effekterne er.
I den mere jordnære del af filmen får du nogle udmærkede kickboksekampe med Bolo, samt nogle sex- og badescener med Chans velformede kæreste.
Det er en sær filmoplevelse. Den er svær at bedømme, og nogen vil formentlig stå helt af på de klamme madscener. Jeg vælger denne gang at fokusere på alt det andet. Jeg var underholdt, oftest fordi den er ufrivilligt morsom, men det tæller.
