The Devil’s Plaything aka. Vampire Ecstacy, frit oversat af kreative (og lumre) danske distributører til Satankultens sexofre, er en svensk/tysk sexploitation-gyser fra 1973 med en af datidens pornostjerner, svenske Marie Forså.
Den tyske originaltitel, Der Fluch der schwarzen Schwestern, hvilket betyder “De sorte søstres forbandelse,” er mere mystisk og traditionelt gyseragtig. Men sex sælger jo.
Lystige ugerninger
Den unge svensker er Helga Vorash, den ene af to arvinger og efterkommere til en grusom baronesse, der blev brændt levende i middelalderen og svor, hun en dag ville vende tilbage og genoptage sine lystige ugerninger. I mellemtiden holder slottets uhyggelige præstinde og hendes velformede disciple fanen højt og gryden i kog med natlige, lesbiske orgier.
Det er ikke en pornofilm, men der er masser af softcore erotik, hvor kun det sidste close-up er overladt til fantasien. Trods de mange referencer til jomfruer på DVD-omslaget er den unge Helga øjeblikkeligt frisk på en tur i høet med den første mand, hun møder.
Marie Forså er filmens sexstjerne. Hendes seksuelle eskapader fylder mere end noget andet. Det er hendes første film med instruktøren Joseph W. Sarno, der var en berømt hudfilmmager og bl.a. har begået en 2’er til den berygtede Deep Throat.
Uden de mange sexscener ville der ikke være meget film tilbage, og man må uundgåeligt spørge sig selv, hvorfor man ser den?
Erotik og gys
Måske er jeg lidt for hård. Ser man bort fra den store fokus på sex, er der en klassisk gyserfortælling bag de mange, svedige kroppe. Vampyrer, forbandelser, dæmontilbedelse og mystiske ritualer. Jeg har set ringere og dummere film i genren.
Præstinden er et af filmens gyselige højdepunkter. Hun er en skræmmende, forførende blanding af Ellen Hillingsøe og Billie Whitelaw (mrs. Baylock i Tegnet). Hendes iskolde blik, døde stenansigt og – efter behov – sitrende næsebor er god, gammeldags uhygge. Hun ville passe perfekt ind i mange, mange gyserfilm.
Erotik og gys er en klassisk cocktail. Marie Forså er en smuk, ung kvinde. Elementerne er til stede. Men udførelsen halter, og det er de filmmæssige kvaliteter, der trækker ned.