The Great Muppet Caper er en Muppet-musical-kupfilm fra 1981 instrueret af Muppet-skaberen Jim Henson. Det er den anden Muppet-film i franchisen, Hensons instruktørdebut og den eneste Muppet-film, han har instrueret.
Kermit, Fonzie og Gonzo er reportere, der tager til London for at dække et juveltyveri begået mod modedesigneren Miss Holiday. Her møder Kermit Miss Piggy, og sød musik opstår, billedligt og bogstaveligt talt. Uheldigvis er juvelbanden stadig på spil, og da Miss Piggy bliver mistænkt, må Kermit og de andre Muppets redde hende.
Filmen er fuld af gamle kendinge. Bond-pigen Diana Rigg er Miss Holiday. Hendes snyltende bror er Charles Grodin. Blandt mange større og mindre cameo-roller finder vi Peter Falk, John Cleese og Peter Ustinov.
Det er en flot, vellavet film med mange imponerende effekter, dukke-stunts og store musik- og dansenumre. Henson og co. har i den grad oppet sig, og flere scener er så gode, at man oprigtigt undrer sig over, hvordan de har lavet dem. For selve dukkerne er umådeligt simple og kræver kun en arm i bagdelen. Men de kommer virkelig til live i filmen.
Handlingen er god og sjov og fuld af overraskelser. Der er mange meta-jokes, og det hjælper på troværdigheden, når Muppet-karaktererne render rundt i den virkelige verden. Det er skørt og skægt og herlig underholdning for hele familien.
Du kan se den på Disney Plus.