The Last Mercenary er en fransk actionkomedie fra 2021 med Jean-Claude Van Damme som en legendarisk lejesoldat, der vender hjem, da hans søn er i alvorlige problemer. Uheldigvis har han masser af gamle fjender, og sønnen er blevet en brik i et større komplot om national sikkerhed.
Det er en anelse kompliceret, og det hjælper ikke, at de taler fransk. Hvis man gerne vil holde styr på, hvem alle er, og hvorfor tingene sker, må man følge godt med.
Heldigvis er der masser af “pauser,” hvor man bare kan nyde god, gammeldags action. Selvom Van Damme er fyldt 60, og han ser ældre og mere slidt ud end Arnold og Sly til sammen, kan han stadig gå i spagat og sparke røv. Faktisk er nærkampene rigtigt fede.
Der er også heftige bil- og andre køretøjsjagter gennem de franske gader. Instruktøren er utvivlsomt fan af de gamle Taxi-film.
Humoren er fjollet, men sjov det meste af tiden. Jeg voksede op med den franske komiker, Louis de Funes, og jeg genkendte tonen her og der. Der er flere komiske roller, man nemt kan holde af.
Jeg har ikke set Van Damme i noget nyt siden The Expendables 2, og jeg frygtede en omgang Seagal-snask. Måske lidt bedre, men ikke meget. Så jeg blev vældigt positivt overrasket og anbefaler den gerne.
Du kan se den på Netflix.