The Man from U.N.C.L.E. er en actionkomedie fra 2015 skrevet og instrueret af Guy Ritchie. Han er manden bag bl.a. Lock, Stock and Two Smoking Barrels og Snatch. Den er baseret på en TV-serie af samme navn fra 1964.
U.N.C.L.E. (United Network Command for Law and Enforcement) er et internationalt samarbejde repræsenteret af to hovedpersoner, en amerikansk og en russisk agent, hhv. Napoleon Solo og Illya Kuryakin.
I serien spilles de af Robert Vaughn og David McCallum. I filmen overtager Henry Cavill og Armie Hammer, og for en gangs skyld er den ellers så svulmende Superman den lille i det makkerskab.
Plottet omhandler en forsvundet atomfysiker. For at finde ham, opsøger de datteren. Hun ved ganske vist ikke, hvor han er, men hun kan sætte dem i kontakt med onkel Rudi, atomfysikerens bror. Kringlet? Måske.
God dynamik og fed action
Det er samtidig en oprindelseshistorie. Filmen introducerer karaktererne, og først til allersidst får deres hold kodenavnet U.N.C.L.E. Der er tydeligvis lagt op til mere, men filmen floppede, og dette er alt, vi fik.
Jeg kan godt lide tonen (sort humor) og karaktererne. Der er god dynamik i mellem dem. Der er fed action og andre spionløjer.
Men det er en ujævn affære. Plottet er en anelse rodet, og romancen mellem én af de to herrer og atomfysikerens datter opstår lidt tilfældigt og uden meget forspil.
Det er en spionfilm, der ryster posen og genopfinder opskriften. Man kan sammenligne den med Kingsman-filmene. Men den er ikke lige så vellykket. Desværre.
Du kan se den på Max.