The Mentalist er lige landet på Prime, og hvis du – lige som jeg – har gået rundt og ventet på, den endelig ville dukke op på en af streamingtjenesterne, så behøver du ikke vente mere.
Hvis du ikke kender den, kan jeg varmt anbefale den. Jeg har ganske vist aldrig fået set den fra ende til anden – og glæder mig til at gøre det nu – men jeg har set rigeligt til at synes godt om den.
Den er en både traditionel og utraditionel krimiserie. Traditionel, fordi den langt henad vejen følger velkendte opskrifter. Hovedpersonerne er en skrap politikvinde og hendes uortodokse konsulent, der har særlige evner og hjælper med at opklare mord – samtidig med, han charmerer sig ind på livet af sin ordenshåndhævende makker. Hvis du har set TV-serier som Castle eller Lucifer, lyder dette naturligvis bekendt.
Denne konsulents særlige evne er, han er tidligere synsk. Dvs. ikke rigtigt synsk, men han optrådte som synsk. Han har en næsten overnaturlig sans for detaljer, og han er god til at aflæse andre mennesker. Det gør ham også god til at afsløre løgnere og opsnuse mordere.
Advarsel! En lille spoiler i dette afsnit! Den utraditionelle vinkel er, at konsulenten selv er offer for en seriemorder, der myrdede hans kone og datter, og jagten på denne seriemorder er et tilbagevendende tema i hele serien samt årsagen til, at konsulenten stoppede som synsk TV-stjerne og blev konsulent for politiet i stedet.
Selvom opskriften er velkendt, har jeg længe ønsket at gense den, både for at få afsluttet den underliggende historie, men også fordi jeg var godt underholdt af hovedpersonerne – især konsulenten, der er vældigt charmerende og en fascinerende karakter.
Selvom jeg ikke er færdig med den endnu, vil jeg smide denne anbefaling og lægge ud med otte hjerter.