The Pink Panther, også kendt på dansk som Den lyserøde panter, er den første film i den populære filmserie med den uduelige og umådeligt klodsede, franske politiinspektør, Jacques Clouseau, der blev verdensberømt i skikkelse af den scenestjælende, britiske komiker, Peter Sellers.
Titlen er synonym med Clouseau – ikke mindst fordi det farverige kattedyr går igen i flertallet af filmtitlerne – men det er faktisk navnet på diamanten, som klatretyven Fantomet forsøger at stjæle.
Det er naturligvis også navnet på tegnefilmskarakteren, der blev skabt til filmens titelsekvens og senere fik sin egen animerede TV-serie.
Clouseau – en birolle
Jeg elskede filmene som barn, men det er årtier siden, jeg har set dem sidst, og det overraskede mig, at Clouseau er en birolle i den første film. Den var skrevet og lavet til David Niven, der spiller Fantomet, en sofistikeret gentleman-tyv med dyre vaner og god appetit på ungkarlelivets mange frynsegoder. Men Sellers stjal scenerne, og Clouseau blev hovedpersonen i alle de efterfølgende film.
Jeg savnede derfor mange af de klassiske elementer, jeg husker fra de andre film. Det er en tidlig version af Clouseau-karakteren, og Sellers er stadig ved at forme ham. Han har den velkendte klodsethed og en god portion uduelighed, men han har endnu ikke færdigudviklet den overraskende store tro på egne evner, man kunne betragte som arrogance og storhedsvanvid, hvis ikke han samtidig var en underholdende og uimodståelig karakter.
Trods dette savn fik jeg en hyggelig filmoplevelse. Det er et godt, gammeldags lystspil med forviklingshumor og falden-på-halen-komik. Tonen er munter, og handlingen er medrivende og fuld af gode gensyn med gamle venner, ikke mindst en meget ung Robert Wagner.
Den ligner som nævnt ikke de andre film, og den minder mere om f.eks. Dirty Rotten Scoundrels, for meget af handlingen følger David Niven, der forsøger at svindle sig ind på livet af diamantens ejerkvinde, den unge og smukke prinsesse Dala.
Som barn ville jeg formentlig have skældt ud og brokket mig over alt for få scener med Clouseau. Men som voksen sætter jeg stor pris på alt det, den også byder på. Femkantsdramaet mellem Niven, Sellers og Wagner samt Sellers udspekulerede hustru (Capucine) og prinsessen (Claudia Cardinale) er herlig underholdning.
