The Running Man, også kendt herhjemme som Sidste chance, er en actionthriller fra 1987. Den er løst baseret på en roman af Stephen King under pseudonymet Richard Bachman. Men den er også et plagiat af den franske film, Le prix du danger, som er baseret en novelle af Robert Sheckley.
Jeg har ikke set den franske film, men jeg er gammel Stephen King-fan, og jeg har læst bogen. Titlen er den samme, og den foregår i en dystopisk fremtid, hvor mennesker jagtes i et TV-show. En af forskellene er, at hovedpersonen deltager frivilligt pga. pengenød.
Arnold er en helikopterpilot hos ordensmagten, der nægter at følge ordre og angribe en gruppe ubevæbnede demonstranter. Det lykkes ham ikke at stoppe angrebet. I stedet får han skylden og sendes i fængsel. Senere bliver han en ufrivillig deltager i et TV-show, hvor deltagerne jagtes af farverige, men også dødelige gladiatorer.
Action med glimt i øjet
Det er en af Arnolds mange klassikere, ikke mindst fordi præmissen er god. Selvom det er en simpel actionfilm, skiller den sig ud i genren. Men det er ikke en film på niveau med Terminator, Predator, Total Recall og andre store Arnold-film.
Der er for mange huller og smuttere i manuskriptet. Meningsløse og ulogiske detaljer og drejninger. Dialogen er ikke meget bedre, og selvom Arnold aldrig har været en stor skuespiller, er han ekstra ringe denne gang. Og han er ikke den eneste.
Men det gør faktisk ikke så meget, for det er god underholdning. Det er dårligt på den bedst tænkelige måde. Det er skønheder og skønhedsfejl i skønneste forening. Det er en actionfilm med glimt i øjet og en god portion underspillet satire. Et dejligt gensyn.
