The Shape of Water er et Oscar-vindende (Best Picture, Best Director, Best Original Score, Best Production Design) fantasy-drama fra filmmageren og monsterelskeren Guillermo del Toro, der også har instrueret film som Hellboy og Pan’s Labyrinth.
To film, der ikke kunne være mere forskellige, men samtidig har det til fælles, at monstrene er gode, velmenende skabninger, man ikke bare kan dømme på deres ydre, hvorimod det er mennesker, der er de sande, ondskabsfulde monstre.
Guillermo har altid søgt det smukke i det groteske, og hans monstre er symboler på verdens enspændere og outsidere. Som en moderne Mary Shelley (Frankenstein) bruger han også sine misforståede skabninger til at fortælle rørende og relaterbare historier om mennesker.
Hans seneste værk er ingen undtagelse. Alle hans protagonister er enspændere og/eller outsidere af den ene eller den anden årsag, og fordi den foregår i 1950’erne, er der masser af årsager. Handlingen følger en stum kvinde, der arbejder som rengøringskone i et militært laboratorium, hvor hun møder et menneskelignende amfibievæsen – en slags havmand, om man vil – og der opstår sød musik.
Smuk, poetisk historie
Guillermo er god, når han laver film som Hellboy, men han er fantastisk, når han fortæller smukke, poetiske historier som Pans labyrint og The Shape of Water. Det er længe siden, at jeg har set Pans labyrint, men den var en unik oplevelse, og det er The Shape of Water også.
Det er en monsterfilm, og der er action og spænding og horror også, men ikke i mængder, der vil tilfredsstille filmgængere, som kun er på jagt efter action og spænding og horror. De vil blive skuffede, for bagved monsterindpakningen gemmer sig et velfortalt og bevægende kærlighedsdrama om to ensomme sjæle, der finder hinanden, og trodser alle odds – og naturlove – for at være sammen.
Det er en smuk historie, mesterligt udført på alle parametre, og dens visuelle skønhed, såvel effekter som scenografi, komplimenterer den og skaber en perfekt filmoplevelse, som jeg ikke ville være foruden.
