The Zero Theorem er et science fiction-drama fra 2013 instrueret af Terry Gilliam, der blev filmmager efter Monty Python, hvor han fik chancen for at instruere sin første film, Monty Python and the Holy Grail.
Siden har han instrueret film som bl.a. Time Bandits, Brazil, The Adventures of Baron Munchausen, The Fisher King og 12 Monkeys.
Handlingen er sat i en mærkværdig fremtidsverden. Det er ikke en realistisk virkelighed som vores egen, men et bizart alternativ, ord ikke kan beskrive.
Christoph Waltz er en introvert data-analytiker, der får til opgave at løse en formel, som skal afdække, om der er en mening med livet. Det er nemmere sagt end gjort, men det tillader ham at arbejde hjemmefra, så han han samtidig kan afvente et vigtigt opkald.
Den mest Terry Gilliam’ske film
Det er en mystisk film. Måske den mest Terry Gilliam’ske film, han har lavet. Den ligner et potpourri af alle hans tidligere film og indeholder mange af de samme samfundskritiske temaer.
Den er nok mest beslægtet med Brazil. Begge film præsenterer et samfund, hvor alle er arbejdsbier, der lever for at tjene ledelsen. Ingen ved, hvad de laver og hvorfor, men regler er regler, og dem følger man.
De er begge tidløse, da deres fremtidsvision ikke ligner noget, vi nogensinde vil få at se. Man kan dog alligevel tidsbestemme dem, da Brazil tager udgangspunkt i dampdrevet mekanik, mens The Zero Theorem er mere elektronisk og digital.
Det er en mærkelig film på overfladen, og mange vil muligvis sukke dybt og opgive hurtigt. Men der er noget fascinerende over den, og graver man lidt dybere, handler den om ensomme mennesker fanget i det imaginære hamsterhjul,
Hvad fanden gik det ud på?
Waltz’ karakter er en relaterbar enspænder, og hans rejse er ikke uforståelig eller mærkelig, når først man får øje på den bag de fjollede kostumer og den spøjse scenografi. Tværtimod er den både trist og bevægende.
Men på en måde også uforløst.
Jeg vil ikke afsløre slutningen, men berede dig på, det er en hovedkradser. Du vil spørge dig selv: “Hvad fanden gik det ud på?” Den vækker minder om 2001: A Space Odyssey og Monthy Python’s The Meaning of Life.
Filmen har nogle gode, filosofiske pointer omkring livet, dets eventuelle mening og troen på noget større, noget bedre i vente. Der er masser af lag og detaljer, man kunne dissekere i dagevis, måske uger. Men det ville jo være meningsløst, ville det ikke?
