Top Gun: Maverick er en – for nogen – længe ventet efternøler til den oprindelige Top Gun fra 1986. De har faktisk arbejdet på den siden 2010, og de filmede den i 2019. Men Tom Cruise insisterede på, det var en biograffilm, og derfor skubbede de premieren.
Cruise er tilbage som Pete ‘Maverick’ Mitchell. Det er flere årtier siden den sidste film, men i modsætning til alle sine kolleger har han aldrig ladet sig forfremme til et hyggeligt skrivebordsjob. I stedet er han testpilot på et nyt, supersonisk fly, der går efter Mach 10.
Desværre er ubemandede droner militærets nye mål, og det milliarddyre projekt er på vej til skrotbunken. Maverick sendes i stedet tilbage til jagerpilotskolen for at undervise en gruppe topkandidater til en ganske særlig mission, der – trods alt – kræver piloter.
Det er han ikke tilfreds med. Dels er han som en gammel travhest, der stadig kan dufte savsmuldet. Men én af kandidaterne er også søn af hans gamle wingman, Goose, som han mistede i den oprindelige film. Maverick er ikke meget for at sende sønnen i kamp pga. faderens skæbne.
En værdig hyldest
Der er lagt op til drama, action og fart – masser af fart. Men der er også romantik. Jennifer Connelly giver Cruise noget at bejle til i mellem de mange hæsblæsende flyscener. Hun spiller en gammel flamme, og det er ingen spoiler, at forholdet blusser op på ny.
Stakkels Val Kilmer, der spillede Iceman i originalen, har i virkeligheden været ramt strubekræft. Det forlyder, han har været kræftfri i fire år, men det har været en hård kamp med både kemoterapi og operationer.
Han har fået en lille, men prominent rolle i filmen. Hans karakter har opnået en vigtig position i flåden, og han har en stor betydning i Mavericks liv. Deres scene sammen er både smuk og rørende, og det er en stor gestus til Kilmer selv. En værdig hyldest.
Need for speed
Som du ved, føler Maverick behovet for fart. Det lyder rædsomt på dansk, men det rimer på engelsk. Cruise har det formentlig på samme måde. Han presser i hvert fald grænserne i sine Mission: Impossible-film, og han gør det samme i denne tempofyldte efterfølger.
Der er masser af vilde stunts, dueller og luftakrobatik med de svimlende hurtige jagerfly. Jeg ved ikke, om de har anvendt CGI – og i så fald hvor meget – men Cruise sætter som regel en ære i at lave alting i virkeligheden. Dvs. rigtige fly osv.
Under alle omstændigheder ser det hamrende godt ud på et stort lærred. Det er virkelig en medrivende rutsjebanetur, også selvom biografsædet ikke rokker sig ud af flækken.
Ærkeamerikansk blockbuster
Historien er god. Det er især dramaet i forholdet til Gooses søn, der bidrager med tyngde og vigtige budskaber. Men Maverick skrubber også sine overordnede alle de forkerte steder, fordi han ved, hvad der er rigtigt. Selvom han er gammeldags, repræsenterer han noget essentielt, vi alle kan lide og gerne vil bevare.
Det er derfor også en feel-good-film, som de lavede dem i 80’erne. En old school, ærkeamerikansk blockbuster. Nogen vil formentlig hade den af samme grund. Men de fleste vil elske den. Jeg har kun hørt rosende ord, og den lever op til dem.
Du kan nemt udpege klichéer her og der. Du kan også få øje på scener, der kopierer og hylder originalen. Der er gamle vinsjatter på nye flasker. Den særlige mission er også som snydt ud af næsetippen på en film, jeg ikke vil afsløre her.
Men det er god, medrivende underholding, og det er sådan set det vigtigste i den genre. Det er netop det, kritikere af den slags film sjældent forstår. Vi er ikke blinde for klichéerne og de lånte elementer. Vi ser bare anderledes på dem.
Efterord
Den blev nomineret til seks Oscars, men vandt kun en enkelt for Best Sound.
