UHF er en komedie fra 1989 med “Weird Al” Yankovic som George Newman, en fantasifuld, ung mand, der har svært ved at passe et almindeligt job og får chancen for at drive sin onkels TV-station, en lille, lokal UHF-kanal.
Den skøre musikant er bedst kendt i hjemlandet USA, hvor han fik sit første radiohit allerede som 16-årig i 1976 i The Dr. Demento Radio Show. Senere blev han dj på sit universitets radiokanal og fortsatte med at skrive og spille sine musikparodier. I 1979 førte en parodi på The Knacks My Sharona kaldet My Bologna til hans første pladekontrakt.
Jeg husker at have set musikvideoen til Fat, en parodi på Michael Jacksons Bad, som barn, men jeg dykkede først for alvor ned i hans skøre musikunivers som teenager, da han udgav Off the Deep End med en parodi på Nirvanas Smells Like Teen Spirit. Det blev mit første “Weird Al”-album.
UHF er en film i samme ånd. Als inspirationskilder er Monty Python, ZAZ-trioen og Mad Magazine. Fællesnævneren er skør humor, parodier og sketches.
Plottet følger førnævnte George Newman i hans kamp for at drive kanal 62 og bekæmpe kanal 8, hvis ondskabsfulde boss ikke vil finde sig i konkurrencen fra denne – i hans øjne – uværdige opkomling. Som en ægte filmskurk tager han naturligvis beskidte kneb i brug.
I virkeligheden er plottet en god undskyldning for at binde en masse små parodier sammen, og det er også her alle guldkornene ligger begravet. For der er masser af skønne, geniale sketches. Men jeg vil nødigt afsløre og dermed spolere dem, hvis du ikke har set filmen.
Det blev et herligt gensyn med “Weird Al” og andre velkendte ansigter, bl.a. en ung Kramer dvs. Michael Richards samt Kevin McCarthy (Invasion of the Body Snatchers) og Fran fra The Nanny.
