Mads Mikkelsen spiller en tavs, en-øjet kriger, der holdes som slave og tvinges til at udkæmpe nævekampe mod andre klaners krigere. Da han får chancen, bryder han fri og hævner sig på sine vogtere. Kort efter møder han en flok nykristne vikinger, der tilbyder ham, at tage med til Jerusalem og kæmpe i den hellige krig.
Instruktøren Nicolas Winding Refn er en sær snegl. Han har lavet rigtigt fede film, og han har lavet rigtigt mærkelige film. Valhalla Rising er lidt af begge dele. Den er barsk og voldsom, og der er nogle fede kampscener, hvor Mads Mikkelsens karakter træder i karakter som en overlegen, frygtløs kriger. Men der er ikke så mange af dem som forventet, og handlingen er en lang rejse imod et ukendt mål. Til sidst sidder man og er en anelse forvirret. Der er nogle scener, der er svære at regne ud. Man kan gætte, men man får ingen forklaring. Og slutningen. Hmm…
Nogen vil elske filmen. De fleste vil hade den. Jeg er delt. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke helt forstår den. Det ville kræve en lang og dyb analyse og muligvis en snak med Nicolas selv. Der er elementer i den, som kan fortolkes på mere end én måde, og der er ingen klare svar. Men håndværket er i orden. En film kan være dårlig af mange gode grunde. Plothuller, elendigt skuespil og så videre. Men ingen af disse sædvanlige kriterier passer på Valhalla Rising, så jeg synes ikke, det er en dårlig film. Men det er en mærkelig film.
Jeg vil sige, det er ikke en film, der skal ses i biografen. Det er en film til dansktimerne. Den skal analyseres og fortolkes. Den rummer mere end historien om en viking, der er god til at slås. Der er nogle interessante detaljer om disse gudfrygtige mænd, der kunne skabe en god debat. Man kan elske den eller hade den. Men den er ikke ligegyldig.
