Carlo er atter i problemer med kvinderne.
Walter og Carlo i Amerika er den tredje og sidste film i rækken. Denne gang har Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen instrueret den i fællesskab, lige som de også har skrevet den uden input fra andre filmmagere.
Efter forgængerens nedtonede kaffesmugleri er den umulige duo atter tilbage på den store, internationale scene. Her udnyttes de uvidende og ufrivilligt til at smugle disketter med tegninger af russiske missiler i munden på den lille havfrue, som er udlånt til USA.
Præmissen er skør, men bortset fra det hænger handlingen bedre sammen end i begge forgængere. Den røde tråd er til stede fra start til slut. Det er ikke lutter tilfældigheder, at Walter og Carlo havner i kløerne på disse banditter, selvom man stadig skal suspendere frontallapperne for en stund.
Jarl og Ole har gjort to scoops. Selveste Tony Curtis optræder som CIA-boss i den amerikanske del af filmen. Hjemme i Danmark er Bjørn Watt-Boolsen, bedst kendt som bagmanden i adskillige Olsen-banden-film, den københavnske politidirektør.
Jeg elsker Olsen-banden, og Watt-Boolsen lyder som han plejer, hvilket næsten er filmens højdepunkt. Han er bare skøn, og han leverer sine replikker med fremragende timing og indlevelse. Man mærker erfaringen.
En god, gammel MacGuffer
Desværre er humoren stadig plat og dum. F.eks. er torsdag hundedag på CIA-kontoret i New York, og derfor skal de ansatte kravle rundt og opføre sig som hunde. Ej, men, come on, altså. Hvem synes, det er sjovt? Jarl?
Carlo har mistet al sin charme. Han er en irriterende snylter, dum som et brækjern og en rigtigt dårlig kammerat overfor Walter. Man begynder oprigtigt at overveje, om han nogensinde var sjov. I hvert fald er tre film mindst to for mange.
Den får alligevel et enkelt hjerte mere end 2’eren, fordi handlingen er en anelse mere sammenhængende. Der er et plot, man kan følge, med gangstere, russiske agent-damer og en god, gammel MacGuffer.
