Jarl Friis-Mikkelsen, Kirsten Rolffes og Ole Stephensen.
Walter og Carlo – op på fars hat er en krimikomedie fra 1985 instrueret af Per Holst. Han er dog bedst kendt som producer på danske storfilm som bl.a. Kundskabens træ, Zappa og Pelle erobreren. Han har også produceret tegnefilm som Fuglekrigen i Kanøfleskoven og Jungledyret Hugo.
De to titelroller er et umage makkerpar skabt af Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen til TV-programmet Schyy… Det er Lørdag i 1984. De blev en landeplage, og succesen affødte hele tre biograffilm, hvoraf denne er den første.
Walter (Stephensen) er steward hos et flyselskab og en ret almindelig mand ved siden af Carlo. Han har dog en god portion kvindetække, og han er ikke dum. Han er allerhøjest en smule godtroende.
Carlo er til gengæld en spøjs fætter. Han er svær at sammenligne med nogen anden. Han går klædt som Weird Al Yankovic, driver en hælebar og er en selviscenesættende fidusmager med et finurligt ordforråd. Han står for alle de rappe replikker.
Det er en forvekslingskomedie, hvor tilfældighederne ramler sammen, og de to hovedpersoner ikke aner, hvad de laver, før det er for sent. Walters nye dameven kidnappes, og de selvsamme banditter vil også dem til livs. Det hele handler om diamanter for millioner.
To uduelige helte
Jeg har netop genset Jydekompagniet, og de to komikerpar sammenlignes med god grund. Men de er også vidt forskellige. Finn og Jacob har fødderne solidt plantet i den jyske muld, hvorimod Walter og Carlo kaster sig ud i en international smugler-affære.
Begge film skæver til Hollywood, men de gør det meget forskelligt. Op på fars hat vækker minder om Romancing the Stone, Crocodile Dundee og lignende 80’er-sager fra Guds eget cowboyland. Blot med to uduelige helte i stedet for Jack og Mick.
Hvis jeg skal vælge en vinder, løber Jydekompagniet med stafetten. Det fungerer rigtigt godt, at de trækker genren ned på deres eget niveau. Walter og Carlo har ikke bare brug for lykkens gudinde, men også hendes fætre, kusiner, onkler, tanter, ja, hele det lykkebringende stamtræ, hvis de skal overleve.
Plottet er en anelse mere tilfældigt af samme grund, og Carlo kan faktisk blive lidt for meget, når han aldrig holder kæft. De rappe replikker er ikke lige sjove hver gang, og karakteren bliver lidt for kunstig i visse situationer.
Misforstå mig ikke. Det var et hyggeligt gensyn. Det er en sjov film. Men barndomsminderne står en anelse stærkere. Jeg havde nok forventet lidt mere.
