War for the Planet of the Apes

War for the Planet of the Apes, også kendt på dansk som Abernes planet: Opgøret, er det tredje kapitel i reboot-serien baseret på Planet of the Apes. Den er løst baseret på Battle for the Planet of the Apes fra 1973, men det er ikke et remake.

Efter udviklingen i den foregående film er krigen mellem mennesker og aber brudt ud. Kampen om retten til planeten og dens videre skæbne spidser til, og Cæsar ønsker hævn.

Jeg kan varmt anbefale at se de tre film sammen. Jeg har netop set de to andre som optakt til denne, og det sætter den samlede fortælling i et knivskarpt perspektiv.

Da jeg anmeldte Kong: Skull Island, kommenterede jeg, at selvom den er større og bedre lavet end de mange tidligere King Kong-film, føltes det alligevel som om, at man har set det hele før. Det vil jeg ikke sige om de tre nye Planet of the Apes-film. Her er ikke blot tale om film med større og bedre effekter – selvom det skal siges, at de er vanvittigt gode, især scenerne med dialog og nærbilleder af abernes ansigter – damn, det er flot CGI.

Karin Konoval som Maurice. Billedet er et screenshot fra filmen.

Den gyldne regel

Du får en rigtig god, velskrevet og medrivende fortælling om Cæsar og hans familie. Han er en spændende karakter, og hans udvikling igennem de tre film suger dig fast og trækker dig gennem hele følelsesregistret. Dét adskiller den fra mange andre CGI-film. Historien kommer først.

Det er filmhåndværkets gyldne regel, men det er ikke alle filmmagere, der efterlever den. Heldigvis har producer/forfatter-ægteparret Rick Jaffa og Amanda Silver hørt efter i timen. I et tydeligvis frugtbart samarbejde med instruktørerne Rupert Wyatt (den første film) og Matt Reeves, har de skabt en af de bedste trilogier, jeg længe har set.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg fremhæve Andy Serkis. Siden The Lord of the Rings er han blevet “Mr. Motion Capture.” Der er masser af ekstramateriale, som viser, han også er en fremragende skuespiller bag den digitale makeup. Men det er sandsynligvis hans evne og vilje til at træde ind i disse roller og fuldende forvandlingen, der har gjort ham til the-go-to-guy, når det handler om CGI-karakterer. Cæsar er i sandhed hans glansrolle. Filmene ville næppe være lige så gode uden ham.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.