Gene Wilder som den excentriske Willy Wonka.
Willy Wonka & the Chocolate Factory, også kendt på dansk som Drengen, der druknede i chokoladesovsen eller Charlie og chokoladefabrikken, er en fantasy-musical fra 1971 baseret en børnebog af Roald Dahl.
Han er kendt som en af det 20. århundredes største børnebogsforfattere, men han har faktisk også skrevet manuskripter til bl.a. Bond-filmen You Only Live Twice og krimiserien Alfred Hitchcock Presents.
Hans største værk er formentlig Charlie og chokoladefabrikken. Dette er den første filmatisering ud af foreløbig tre. Det er utvivlsomt den bedste.
Excentrisk spøgefugl
Handlingen følger Charlie, en fattig avisdreng, som længselsfuldt må stirre igennem slikbutikkens vindue, mens hans skolekammerater smovser, og butiksejeren synger om, hvor skønt det er at forsøde livet.
Pludselig udlover den excentriske slikfabrikant, Willy Wonka, fem gyldne billetter gemt i en chokoladebar, og præmien er gratis chokolade resten af livet samt et besøg i chokoladefabrikken, som har været lukket for offentligheden i årevis.
Du kan naturligvis gætte, det lykkes Charlie, trods et sparsomt antal forsøg, at finde en af de gyldne billetter, og dermed fortsætter rejsen i chokoladefabrikken, hvor den famøse Willy Wonka spilles af Gene Wilder.
Han er excentrisk, men mere underspillet end forventet. Ikke så meget en sprælsk spilopmager som en skælmsk spøgefuld. Altid med et glimt i øjet og et ude-på-noget-agtigt smil. Der er sågar øjeblikke, hvor man mistænker ham for at være en skurk.
Moderne eventyr
Det er et moderne eventyr, og den har naturligvis en slet skjult morale. Konsumerismen m.m. får et spark bagi, men de vigtigste temaer er forkælelse og dårlig opdragelse versus god, gammeldags godhed.
Det er en sød, lille musical og en munter fortælling. Men den har også et element af uhygge i børnehøjde, og jeg forstår godt, Tim Burton samlede den op. Den har ikke hans æstetik, men den taler til hans ånd.
Originalen er stadig bedst. Wilder er bedre end Johnny Depp, fordi han ikke er så unaturligt overspillet. De praktiske effekter er mere charmerende end CGI-effekterne i Burtons film. Den er gammel, og det passer bare bedst til denne klassiske børnebog.
Jeg mener, ingen kalder et antikt møbel forældet, fordi det ikke følger moderne modeluner og snedker-metoder. Her sætter man pris på alderstegnene. Det bør man også gøre med film. I hvert fald film som denne.
I skrivende stund kan du se den på Max.
