X-Men: Apocalypse er en actionthriller fra 2016 instrueret af Bryan Singer. Det er den tredje film i prequel-serien, den direkte efterfølger til X-Men: Days of Future Past og den 9. film i alt i franchisen.
Handlingen er sat i 1983, ti år efter forgængeren. Verden er ved at vænne sig til mutanterne, men det går langsomt, og deres kvaler er langt fra ovre. Ikke alle er lige imødekommende.
En ny og mægtig fjende vender tilbage fra graven. En ældgammel mutant, der regerede for flere tusinde år siden i Egypten. Et oprør efterlod ham begravet, men hans følgere finder ham og vækker ham på ny.
Navnet er En Sabah Nur. Muligvis er han guden i mange af menneskehedens myter. I hvert fald ser han sig selv sådan, og han har kun ét punkt på sin to-do-liste: verdensherredømmet.
Stor, flot og effektfuld
Som du måske ved, er jeg mægtigt glad for X-Men-filmene. Jeg er aldrig hoppet på hade-vognen. Tværtimod. Jeg elsker de bedste i serien, og jeg har det fint med resten.
Jeg kan sagtens se fejlene i de svagere film, men det ændrer ikke mit syn på hele franchisen. Jeg regner især de to første samt First Class og Days of Future Past for nogle af genrens bedste.
Måske derfor var jeg en anelse undervældet, da jeg så Apocalypse i biografen. Den levede ikke op til forgængeren, som jeg netop havde genset som opvarmning.
Et gensyn kan ændre meget. Man kan se en film i et nyt lys. Den kan få lov at stå alene og komme til sin egen ret.
Det er en god film. En stor, flot og effektfuld superheltefilm med alt, hvad dertil hører. Mægtige væsener, der betvinger elementerne og slår sig løs i gigantiske actionscener.
Menneskeligt drama
Samtidig har filmene et menneskeligt drama, og især X-Men-filmene beskæftiger sig med skyggesiderne og anti-heltene, fordi mutanterne er outsidere og oftere hadet end hyldet af mennesker.
Jeg vil ikke afsløre alle detaljerne, men der er flere gode eksempler på, hvorfor mutanterne er i en anden situation end andre superhelte. Der er gode, stærke scener og fortællinger.
Filmen introducerer teenage-udgaver af de mutanter, vi kender fra den oprindelige trilogi. Scott Summers, Jean Grey, Ororo osv. De er alle perfekt castet.
Den er bedre, end jeg huskede. En hel del bedre faktisk. Den overgår ikke forgængeren, men den er en solid efterfølger og superheltefilm, der fortjener en masse hjerter.
