3000 Miles to Graceland er en sort actionkomedie fra 2001 med Kurt Russell og Kevin Costner som et par Elvis-efterlignere, der røver et kasino i Las Vegas.
Jeg vil ikke afsløre for meget, for den tog røven på mig igen og igen. Det er en historie, hvor alt går skævt, og den ene uventede drejning følger den anden.
Til min store overraskelse fik den hovedsageligt negative anmeldelser, og den scorer sølle 14 procent på Rotten Tomatoes. Den blev også nomineret til hele fem Razzies, men den vandt ingen.
Den er skrevet og instrueret af en fyr ved navn Damien Lichtenstein. Hans biografi på IMDb hævder, han har instrueret musikvideoer for bl.a. Sting og Eric Clapton, men han er ikke krediteret for nogen. Der står også, han er en “major up-and-comer,” så det er tydeligvis en meget gammel tekst.
Filmen har en imponerende rolleliste, så det er ikke mærkeligt, den lignede et stort gennembrud for instruktøren, før den floppede. Men hvorfor floppede den egentlig?
Den er tydeligt inspireret af 90’ernes film-trends og filmmagere som bl.a. Quentin Tarantino og Robert Rodriguez.
Det er en gangsterfilm med lutter seje macho-typer, skæve kameravinkler og heftigt klippearbejde. Den vækker minder om True Romance, Reservoir Dogs og From Dusk till Dawn minus vampyrer.
Det er muligt, at alt for mange så den som en billig, dum kopi. Men jeg synes faktisk, den er rigtigt fed og overraskende god. For mig er det en uopdaget perle. Jeg er glad for, jeg gav den en chance.
I skrivende stund kan du se den på Netflix.
