65 er en science fiction-thriller fra 2023 skrevet og instrueret af Scott Beck og Bryan Woods. Makkerparret er bedst kendt som forfatterne bag A Quiet Place. Titlen referer til dinosaurers levetid på Jorden for 65 millioner år siden.
Handlingen begynder langt fra Jorden på en planet kaldet Somaris. Her lever en avanceret civilisation, som allerede har erobret verdensrummet. Adam Driver er pilot og tager på en længere rumrejse for at tjene penge til sin syge datters livsnødvendige behandling. Under turen rammer han et meteorfelt og styrter ned på Jorden.
Det er både en katastrofe- og en dinosaurfilm. Den omvendte rumrejsevinkel, hvor vores hjemplanet er en andens fremmede og særdeles farefulde verden, er interessant. Det er en bundsolid film med masser af alvor, og den kan bedre sammenlignes med A Quiet Place end Jurassic Park.
Faktisk dukkede flere film op i baghovedet, som på den ene eller anden måde er sammenlignelig. Alien, Enemy Mine og sågar den australske zombiefilm, Cargo. Hvilket måske er det største problem. Den er god, faktisk rigtigt god, men den er ikke noget særligt. Den skiller sig ikke ud.
Jeg ender alligevel på en fin bedømmelse, for håndværket er godt på alle niveauer. Den er flot, medrivende og rørende. Karaktererne er gode og velspillede. Der kan ikke sættes en finger på noget. Men der mangler noget.