Taxi Driver er ikke bare Mads Mikkelsens yndlingsfilm, det er også en af filmhistoriens moderne klassikere fra en af Hollywoods gamle mestre, Martin Scorsese. En rigtig filmnørd har naturligvis set den, og min store, skamfulde hemmelighed er, at jeg ikke har – før nu.
Robert De Niro er Travis Bickle, en 26-årig tidligere marinesoldat, der lider af søvnløshed og bliver taxachauffør. Han er ensom og savner et formål, en mening med tilværelsen. Dagene ligner hinanden, og byens stank giver ham hovedpine. Han griber ud efter lykken, da han møder Betsy, den smukkeste kvinde, han nogensinde har set, men det ender ikke, som han havde håbet, og så vælger han en anden retning.
Filmen gik rent hjem hos anmelderne, og den blev nomineret til fire Oscars, men den tabte til bl.a. Rocky og Network. Til gengæld vandt den Den Gyldne Palme ved filmfestivalen i Cannes samt tre BAFTA-priser, to af dem til Jodie Foster. Den var ikke et stort biografhit, men den tjente sig selv hjem mange gange. Og dens anerkendelse og popularitet er vokset og vokset siden. Med god grund.
Det er en fantastisk gennemført film med en fascinerende, velfortalt historie, der skifter retning, når du mindst venter det. De Niro er blændende, og han er flankeret af dygtige kolleger samt en meget ung, men talentfuld Jodie Foster. Det er godt, gammeldags håndværk, når det er allerbedst.
Den er lavet i 1976, og det kan man naturligvis se, men ellers er der (næsten) ingen alderstegn. De kunne have lavet den præcis lige sådan i dag. Fra første optagelse til sidste splejsning i klipperummet. Den er perfekt. Tidløs. Et ubestridt mesterværk.
