They Live er en science fiction-actiongyser fra 1988 instrueret af John Carpenter. Den er baseret på Eight O’Clock in the Morning, en novelle fra 1963.
Wrestleren “Rowdy” Roddy Piper spiller en landstryger, hvis nysgerrighed fører ham på sporet af en hemmelig oprørsgruppe og et sæt mystiske solbriller, der afslører, at Jorden er invaderet af rumvæsener, som kontrollerer befolkningen vha. skjulte beskeder i medierne.
Plottet er en konspirationstosses våde drøm. Ikke rumvæsener – jo, måske for nogen … eller øglefolk? – men ideen om, at et eller andet deep state-agtigt foretagende kontrollerer befolkningen som beskrevet i filmen, er fælles for de fleste konspirationsteorier.
All out of bubblegum!
Heldigvis kan én helt almindelig mand med store muskler og cheesy one-liners (“I have come here to chew bubblegum and kick ass … and I’m all out of bubblegum!”) redde verden med gåpåmod og skydevåben – og lidt hjælp fra en god kammerat.
Okay, god kammerat er måske en overdrivelse. Det kræver i hvert fald en hel del overtagelse og en seks minutter lang nævekamp mellem Roddy og skuespilleren Keith David, der giver den berømte wrestler kamp til stregen. Scenen regnes af mange for at være blandt de bedste slåskampe i film.
Carpenter er manden bag utallige kultfilm, der – til hans egen store irritation – ikke var store biografhits, og aftenens film er ingen undtagelse. Den indtjente sølle 13 mio. dollars og modtog primært negative anmeldelser. Kritikken gik på både manuskript, skuespil og de socialpolitiske temaer. Men den har opnået stor retrospektiv anerkendelse.
Action i 80’erne
Det er ikke en uhyggelig film, selvom den hører hjemme i horror-genren, og heller ikke en alvorlig film, selvom den rummer en smule samfundskritik. Det er en actionfilm, som de lavede dem i 80’erne, og valget af wrestleren Roddy passer perfekt til de førnævnte cheesy one-liners.
Man kan selvfølgelig sige, at de lavede den type film på samlebånd dengang, men horror-vinklen og Carpenters mange talenter løfter den langt over de nærmeste konkurrenter i actiongenren. Den er stadig lidt B-films-agtig på mange måder, men håndværket er godt.
Jeg vil næsten sammenligne den med Tim Burtons Mars Attacks! Den er som en satirisk parodi på den type genrefilm, og Carpenter er en filmmager med masser af humor og selvironi.
