Harley Quinn er en animeret TV-serie for det (u)modne publikum. Kaley Cuoco lægger stemme til titelfiguren, Harley, Lake Bell er hendes bedste veninde, Poison Ivy, Alan Tudyk er Clayface mfl., komikeren Ron Funches er King Shark, og gode, gamle George Costanza (Jason Alexander) fra Seinfeld er Sy Borgman.
Udgangspunktet minder en anelse om Birds of Prey med Margot Robbie som Harley. Ifølge Ruben går det igen i de fleste reboots af karakteren. Hun er ikke længere sammen med Jokeren og forsøger at stå på egne ben. Dvs. hun forsøger at overgå ham, stjæle hans nemesis og blive optaget i hans skurkebande, Legion of Doom. Det er en proces.
Humoren er sort, skrupskør og tilsat en hel del manderøve. Ifølge omslaget er den for “mature audiences,” men det er ikke modenhed, der præger den. De mener ældre seere. De stakkels, unge seere kan ikke tåle F-bomber, blod og åbne knoglebrud.
Den eneste grænse er tilsyneladende den frække. Der er lidt verbal humor under bæltestedet og som nævnt mange manderøve, men ingen sex eller nøgenhed. I hvert fald ikke på skærmen.
Handlingen er uforudsigelig og ofte lige så skør som Harley selv. Alle karaktererne er karikerede parodier og især skurkene er mere ynkelige og vattede end farlige og onde. Harleys egen bande er en skøn samling misfits og outsidere lige som hende selv.
Er den woke? Handler den om stærke kvinder, der banker dumme mænd? Ja! Men den gør det med et glimt i øjet. Den er faktisk et glimrende eksempel på, der stadig er masser af plads til grove jokes, sort humor og masser af kant.
Den er gennemført og skidesjov. Der er foreløbig to sæsoner, og de varmer op til en tredje sæson.
