Indiana Jones and the Temple of Doom, også kendt på dansk som Indiana Jones og templets forbandelse, er et actioneventyr fra 1984 instrueret af Steven Spielberg efter en historie af George Lucas. Det er den anden film i serien, men den foregår før Raiders of the Lost Ark, da Lucas ikke ville genbruge nazisterne.
Dengang var det en efterfølger, der gik i en anden retning, end den første film, hvilket forekommer nu og da. Men efter ankomsten af 3’eren i 1989, føles den endnu mere som en afstikker.
Den første og den tredje film har ikke bare nazisterne til fælles. De omhandler begge historiske objekter, der knytter sig til den kristne mytologi. Handlingen i begge byder på en mere traditionel arkæologisk skattejagt, og de deler flere velkendte karakterer og andre elementer i Indys verden.
Voldelig børnefilm
Indy er naturligvis den samme karakter i 2’eren, men handlingen afviger en del ift. de andre. Åbningsscenen føles mere som en scene i en Bond-film, og den videre handling tager Indy på et tilfældigt eventyr, som ikke har direkte relation til hans dagjob.
Han har desuden fået et sidekick, en ung, kinesisk dreng kaldet Short Round, og han får en dame på slæb, som er mere komisk, mindre bevendt og gennemgående bimbo-agtig end de Indy-damer, vi kender fra de øvrige film.
Filmen mødte kritik pga. volden og de mørke elementer, hvilket førte til, at Spielberg foreslog en ny rating, PG-13, til film, der var for grove til PG, men ikke grove nok til R.
Det er pudsigt, for jeg betragter den første film som mørkere. 2’eren har mere slapstick-humor, Kate Capshaw render rundt og skriger som en anden dulle, hvilket skal være sjovt, men hurtigt bliver usjovt, og Short Round er en karakter i børnehøjde. Det føles som en film til et yngre publikum.
Flot, tempofyldt actioneventyr
Alt sammen betyder, at jeg foretrækker 1’eren og 3’eren. Men det er ikke en dårlig film. Det er et tempofyldt actioneventyr med masser af stemning og adskillige klassiske Indy-scener.
Det er også en flot film. Scenografien imponerer både udendørs og indendørs, og selvom effekterne er relativt få, imponerer de. Ikke overraskende vandt den en Oscar for Best Visual Effects.
Det er naturligvis en klassiker på alle måder. Jeg kan varmt anbefale den, og jeg trækker kun et enkelt hjerte fra pga. de små irritationsmomenter m.m.
