Dawn of the Dead er en zombiegyser fra 1978 skrevet og instrueret af George A. Romero. Det er en efterfølger til hans sort-hvide Night of the Living Dead fra 1978. Men det er ikke en direkte fortsættelse.
Handlingen følger en TV-producer, hendes kæreste, som er TV-stationens trafikreporter, og to urobetjente, der flygter sammen i en helikopter. De slår sig ned i et indkøbscenter, og i en periode er alt fryd og gammen.
Der er ingen karakterer fra den første film. Det er en ny historie et andet sted i USA. Den eneste fællesnævner er zombieudbruddet.
Den amerikanske biografversion
Der findes flere versioner af filmen. Jeg har set den amerikanske biografversion på 127 minutter.
I Europa fik vi en version på 118 minutter klippet af den italienske filmmager og horror-mester, Dario Argento (Suspiria mfl.). Den havde titlen Zombi. Jeg ved, at mange fans foretrækker den. Den udelader flere scener med humor, og den bruger udelukkende Goblins musik. Det er Argentos go-to-horror-band.
Da jeg ikke har set den version, vil jeg ikke dykke dybere i denne omgang.
Blodrøde effekter
Det er på mange måder en klassisk 2’er. Samme opskrift, men større. Indkøbscentret er en meget større kulisse end huset i forgængeren. Der er flere zombier og mere action. Desuden er den i farver.
Farverne hjælper på effekterne og zombie-makeuppen. Nu kan man se, det ikke bare er alm. mennesker med forvredne ansigter. Blodige effekter er også bedst, når de er blodrøde.
Desværre ryger den Hitchcock-stemning, jeg godt kunne lide i forgængeren. Ikke kun pga. farverne. Der er også mere humor, og i mange scener er de langsomme zombier nærmest ufarlige statister, fordi der er plads til at løbe i cirkler omkring dem.
Mere action end gys og drama
De to urobetjentes kamptræning og indkøbscentrets fyldte våbenbutik hjælper heller ikke. Det bliver så nemt at overleve, at de skal være slemt uopmærksomme og dumme for at komme i fare.
Filmen er derfor i højere grad drevet af action end gys og drama. På det punkt var forgængeren bedre. Der var mere alvor og uhygge. Karaktererne var bedre, og der var god tyngde bag temaerne.
Det er ikke en dårlig film. Bare en anden type film. Fans af blodige, praktiske effekter vil elske den. Det er ikke en komedie, selvom der er mere humor. Det er bare en film, der i højere grad omfavner alle dem, der sidder med et stort smil, når andre holder sig for øjnene.
