Suspiria

Suspiria er en italiensk kultgyser fra 1977 instrueret og co-skrevet af Dario Argento. Den er inspireret af Thomas De Quinceys Suspiria de Profundis (et latinsk udtryk, der betyder “suk fra dybet”), en essay-samling fra 1845, der regnes for det ypperste indenfor engelsk litteratur i fantasy-genren.

Filmen er den første i The Three Mothers-trilogien. De næste to er Inferno (1980) og The Mother of Tears (2007). Og så har de i øvrigt lige lavet et remake med bl.a. Dakota Johnson (50 Shades of Grey), Tilda Swinton (Doctor Strange) og Chloë Grace Moretz (Kick-Ass), men det er en anden historie.

Uhyggen brager ud i stuen

Handlingen følger Sucy Bannion, en amerikansk danseelev, der lander i Tyskland for at studere ballet på en danseskole i Freiburg. Men allerede før hun har sat sine fødder på skolens bonede dansegulve, brager uhyggen ud i stuen, da hun render ind i en anden danseelev, som flygter ud i den regnvåde nat og kort efter bliver brutalt myrdet.

Suzy tænker ikke nærmere over det, men det burde hun nok have gjort, og da hun lærer Sara at kende, en af skolens andre elever og en god veninde til den myrdede pige, kommer hun i tanke om nogle af de mystiske ting, pigen sagde, før hun flygtede.

Filmen er som nævnt en kultgyser, elsket af filmnørder, anerkendt af filmkritikere og en inspirationskilde for filmmagere, forfattere og sågar bands i genrerne thrash metal og gothic rock. Den er aldrig glemt, når journalister og glade amatører laver lister over genrens bedste, og den scorer højt på aggregator-siderne Rotten Tomatoes og Metacritic.

Visuelle godbidder

Jeg vil starte med det positive. Scenografien, billedsproget, farvevalgene, lokationerne, kulisserne, håndværket, kreativiteten, Darios sans for detaljer og øje for at “indramme” handlingen er alt sammen mesterligt. Hver eneste scene og hver eneste optagelse er en visuel godbid.

Musikken er øredøvende og ildevarslende, sanselig og psykedelisk, og flere steder er den mere skræmmende end de billeder, den akkompagnerer. Den er fuld af stemningsskabende kompositioner og detaljerige arrangementer, og det samlede lydbillede er overvældende og effektivt hårrejsende. Det sætter dig i en tilstand af frygtsom årvågenhed.

Problemet opstår, når alle de individuelle brikker skal samles. Når alle de scener, som hver især er flotte og stemningsfyldte, skal fortælle en historie, og når den hårrejsende musik skal sættes sammen med billederne og vække de rigtige følelser på de rigtige tidspunkter. Her går det galt.

Handlingen sejler

Jeg får muligvis masser af filmnørder på nakken, men jeg synes, at handlingen sejler. Det er ikke en uvæsentlig detalje, for en filmoplevelse er en samlet pakke, og selvom enkelte elementer kan trække op, vil problemer med handlingen næsten altid trække ned.

Jeg er nødt til at gå lidt mere ind i handlingen for at synliggøre problemerne, som jeg ser dem, og hvis du vil undgå spoilere, skal du springe de tre afsnit mellem de to billeder herunder over.

Den første pige bliver myrdet, fordi hun har opdaget skolens hemmelighed, men hendes eget mord er også den første mystiske hændelse. Jeg forventede, at filmen ville afsløre flere og flere rygter om lærerne på skolen, der kunne forklare, hvorfor pigerne var skræmte og nødt til at gå på opdagelse. Men alle pigerne opfører sig helt normalt. Den eneste, som er lidt på vagt, er Sara, og det eneste, hun kan fortælle om, er forstanderindens uhyggelige snorken.

Mystik er ikke en blankocheck

Nogle scener er mystiske bare for at være mystiske. Suzy bliver ængstelig ved synet af en vrissen husholderske, men hvorfor? Suzy bliver svimmel af lys reflekteret i sølvtøj, men hvorfor? Suzy bliver bedøvet hver aften, men hvorfor? Suzy bliver overfaldet af en flagermus, men hvorfor? Nogen har glemt en kasse fordærvet kød på loftet, men hvorfor? En blind pianists hund bider forstanderindens nevø, men hvorfor? Mystik er ikke en blankocheck. Der skal være en vis logik.

Jeg plejer ikke at fluekneppe film i småstykker. En god oplevelse er rigeligt, og hvis jeg overser mindre fejl og mangler, er det bare et tegn på, at filmen har virket alligevel. Men jeg blev frustreret over handlingen i Suspiria, mens jeg så den, og så er det svært at ignorere.

Filmens elementer er hver især gode, nogle rigtigt gode, men handlingen svigter dem, og musikken, som isoleret set er fremragende og effektfuld, falder helt ved siden af i flere scener, hvor den skaber mere uhygge end nødvendigt. Den skal underbygge billederne, ikke overdøve dem. Den kan være nok så god i sig selv, men hvis timingen er forkert, går det ud over den samlede oplevelse.

Underholdende, men ulogisk

Jeg har hørt så meget godt om filmen, at jeg troede, jeg ville synes bedre om den. Jeg kan godt forstå, at mange holder af den, fordi der er så mange godbidder i den, men jeg må insistere på, at den samlede filmoplevelse også fungerer, og her vægter jeg handling rigtigt højt. Der skal være en vis logik fra start til slut, som binder tingene sammen, og den savnede jeg.

Misforstå mig ikke. Det er en underholdende film, og på mange måder er den mesterlig. Jeg vil anbefale den til filmnørder, for jeg ved, at de også vil nyde håndværket, der er lagt i hvert enkelt element. Men min bedømmelse er baseret på den samlede pakke, og her trækker handlingen ned.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.