Suspiria

Suspiria er en italiensk kultgyser fra 1977 instrueret og co-skrevet af Dario Argento. Den er inspireret af den engelske essayist Thomas De Quinceys Suspiria de Profundis (et latinsk udtryk, der betyder “suk fra dybet”), som er en essay-samling fra 1845, der regnes for det ypperste indenfor engelsk litteratur i fantasy-genren.

Filmen er den første i The Three Mothers-trilogien. De næste to er Inferno (1980) og The Mother of Tears (2007). Og så har de i øvrigt lige lavet et remake med bl.a. Dakota Johnson (50 Shades of Grey), Tilda Swinton (Doctor Strange) og Chloë Grace Moretz (Kick-Ass), men det er en anden historie.

Handlingen følger Sucy Bannion, en amerikansk danseelev, der lander i Tyskland for at studere ballet på en danseskole i Freiburg. Men allerede før hun har sat sine fødder på skolens bonede dansegulve, brager uhyggen ud i stuen, da hun render ind i en anden danseelev, som flygter ud i den regnvåde nat og kort efter bliver brutalt myrdet.

Suzy tænker ikke nærmere over det, men det burde hun nok have gjort, og da hun lærer Sara at kende, en af skolens andre elever og en god veninde til den myrdede pige, kommer hun i tanke om nogle af de mystiske ting, pigen sagde, før hun flygtede.

Filmen er som nævnt en kultgyser, elsket af filmnørder, anerkendt af filmkritikere og en inspirationskilde for filmmagere, forfattere og bands i genrerne thrash metal og gothic rock. Den er aldrig glemt, når journalister og glade amatører laver lister over genrens bedste, og den scorer højt på aggregator-siderne Rotten Tomatoes og Metacritic.

Jeg vil starte med det positive. Scenografien, billedsproget, farvevalgene, lokationerne, kulisserne, håndværket, kreativiteten, Darios sans for detaljer og øje for at “indramme” handlingen er alt sammen mesterlige. Hver eneste scene og hver eneste optagelse er en visuel godbid.

Musikken er øredøvende og ildevarslende, sanselig og psykedelisk, og flere steder er den mere skræmmende end de billeder, den akkompagnerer. Den er fuld af stemningsskabende kompositioner og detaljerige arrangementer, og det samlede lydbillede er overvældende og effektivt hårrejsende. Det sætter dig i en tilstand af frygtsom årvågenhed.

Problemet opstår, når alle de mesterlige brikker skal samles. Når alle de scener, som hver især er flotte og stemningsfyldte, skal fortælle en historie, og når musikken, som er effektivt hårrejsende, skal sættes sammen med billederne og vække de rigtige følelser på de rigtige tidspunkter. Her går det galt.

Jeg får sandsynligvis masser af filmnørder på nakken, men jeg synes, at handlingen sejler, og det er ikke en uvæsentlig detalje, for en filmoplevelse er en samlet pakke, og selvom enkelte elementer kan trække op, vil problemer med handlingen næsten altid trække ned.

Jeg er nødt til at gå lidt mere ind i handlingen for at synliggøre problemerne, som jeg ser dem, og hvis du vil undgå spoilere, skal du springe de fire afsnit mellem de to billeder herunder over.

I begyndelsen af filmen bliver en pige dolket ihjel. Senere får en anden pige halsen skåret over med et barberblad. Begge hændelser er klassiske slasher-scener, der begynder med en nervepirrende jagt og ender med et blodigt mord, og de er både underholdende og veludførte. Men plottet i filmen er, at lærerne på danseskolen er hekse, altså rigtige hekse med overnaturlige kræfter, og i det lys virker knive og barberblade som overraskende ordinære mordredskaber.

Den første pige bliver myrdet, fordi hun har opdaget skolens hemmelighed, men hendes eget mord er også den første mystiske hændelse. Jeg forventede, at filmen ville afsløre flere og flere rygter om lærerne på skolen, der kunne forklare, at pigerne var skræmte og nødt til at gå på opdagelse. Men alle pigerne opfører sig helt normalt. Den eneste, som er lidt på vagt, er Sara, og det eneste, hun kan fortælle om, er forstanderindens uhyggelige snorken.

Nogle scener er tilsyneladende også bare mystiske for at være mystiske. Suzy bliver ængstelig ved synet af en vrissen husholderske, men hvorfor? Suzy bliver svimmel af lys reflekteret i sølvtøj, men hvorfor? Suzy bliver bedøvet hver aften, men hvorfor? Suzy bliver overfaldet af en flagermus, men hvorfor? Nogen har glemt en kasse fordærvet kød på loftet, men hvorfor? En blind pianists hund bider forstanderindens nevø, men hvorfor? Mystik er ikke en blankocheck. Der skal stadig være en vis logik.

Jeg plejer ikke at fluekneppe film i småstykker. En god oplevelse er rigeligt, og hvis jeg overser mindre fejl og mangler, er det bare et tegn på, at filmen har virket alligevel. Men jeg blev frustreret over handlingen i Suspiria, mens jeg så den, og så er det svært at ignorere.

Filmens elementer er hver især mesterlige, men handlingen svigter dem, og musikken, som isoleret set er fremragende og effektfuld, falder helt ved siden af i flere scener, hvor den skaber mere uhygge end nødvendigt. Den skal underbygge billederne, ikke overdøve dem. Den kan være nok så god i sig selv, men hvis timingen er forkert, går det ud over den samlede oplevelse.

Jeg har hørt så meget godt om filmen, at jeg bestemt troede, at jeg ville synes bedre om den. Jeg kan godt forstå, at mange holder af den, fordi der er så mange mesterlige elementer i den, men jeg må insistere på, at den samlede filmoplevelse også fungerer, og her vægter jeg handling rigtigt højt også. Der skal være en vis logik fra start til slut, som binder tingene sammen, og den savnede jeg.

Misforstå mig ikke. Det er en underholdende film, og på mange måder er den mesterlig. Jeg vil anbefale den til filmnørder, for jeg ved, at de også vil nyde håndværket, der er lagt i hvert enkelt element. Men min bedømmelse er baseret på den samlede pakke, og her trækker handlingen ned.

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *