Suspiria

Anmeldelse opdateret efter gensyn fredag den 13. juni 2025.

Suspiria er en italiensk kultgyser fra 1977 instrueret Dario Argento. Han er en af genrens og hjemlandets mestre, kendt og elsket i nørdede filmkredse. Dette er et af hans mest populære værker. Måske alles yndlingsfilm fra hans side.

Den er inspireret af Thomas De Quinceys Suspiria de Profundis (et latinsk udtryk, der betyder “suk fra dybet”), en essay-samling fra 1845, der regnes for det ypperste indenfor engelsk litteratur i fantasy-genren.

Filmen er den første i en trilogi under navnet The Three Mothers. De næste to er Inferno (1980) og The Mother of Tears (2007).

En amerikansk dansepige i Freiburg

Handlingen følger Sucy Bannion, en amerikansk dansepige, der lander i Tyskland for at studere ballet på en berømt danseskole i Freiburg. Men allerede før hun har sat sine fødder på skolens bonede dansegulve, brager uhyggen ud i stuen. Hun støder på en anden elev, som flygter ud i den regnvåde nat og kort efter bliver brutalt myrdet.

Suzy tænker ikke nærmere over det, men det burde hun nok have gjort. Da hun lærer Sara at kende, en af skolens andre elever og en god veninde til den myrdede pige, kommer hun i tanke om nogle af de mystiske ting, pigen sagde, før hun flygtede.

Jeg vil ikke afsløre mere her. Senere i anmeldelsen vil jeg kommentere nogle detaljer i handlingen og plottet. Jeg advarer inden.

Det er som nævnt en kultgyser, elsket af filmnørder, anerkendt af filmkritikere og en inspirationskilde for filmmagere, forfattere og sågar bands i genrerne thrash metal og gothic rock. Den er sjældent glemt, når journalister og glade amatører laver lister over genrens bedste værker. Den scorer også højt på Rotten Tomatoes og Metacritic.

Derfor ville jeg gerne elske den. Både første gang og ved gensyn. Jeg vil også være med i hulen. Jeg håbede på en ny oplevelse med den, da min gode ven og faste filmmakker, Ruben, havde fået en sådan ved sit seneste gensyn. Han var tidligere mere lunken, men er i dag en varm fortaler.

Dygtig håndværker på flere niveauer

Jeg vil atter fremhæve det positive, som er det visuelle. Det er meget tydeligt, at Dario lægger sine kræfter her. Han udvælger lokaliteter og skaber kulisser med stor omhyggelighed og sans for mindste detalje. Han leger med lyssætningen og skaber farverige kontraster.

Effekterne er praktiske. Trods det overnaturlige element er der flere traditionelle mordscener. Men de får alle et kreativt tvist, både i udførelsen og det visuelle. Dario opstiller dem teatralsk sanselighed og kunstnerisk tæft.

Musikken er skabt af husorkesteret Goblin med input fra Dario selv. Den er øredøvende og ildevarslende, sanselig og psykedelisk. Flere steder er den mere skræmmende, end de billeder den akkompagnerer. Den er fuld af stemningsskabende kompositioner og detaljerige arrangementer. Det samlede lydbillede er overvældende og effektivt hårrejsende.

Dario er en dygtig håndværker på flere niveauer. Det er ikke spor mærkeligt, at han er populær og har inspireret mange andre. Der er andre filmmagere, jeg ikke begriber. Det er ikke tilfældet her. Jeg kan lide ham og ser gerne hans film igen.

Nu vil jeg advare imod spoilere. Resten af anmeldelsen går i dybden med plottet og handlingen. Hvis du ikke har set den, kan du stoppe med at læse her. Du har fået de rosende ord. Jeg vil anbefale dig at se den, for de fleste elsker den. Jeg står alligevel lidt alene med min kritik.

Advarsel! Spoilere i resten af anmeldelsen!

Jeg fulgte godt med denne gang. Det var vigtigt for mig at fange alle detaljer. Og ret skal være ret. Der var flere ledetråde, jeg overså første gang. Især én detalje ændrer hele to scener, der tidligere undrede mig. Kritikken af disse skal trækkes tilbage.

Jeg navngiver dem gerne. Det handler om vicedirektørens nevø. Han er ikke nogen almindelig dreng. Denne gang fangede jeg, at da Suzy blændes af husholderskens sølvtøj, som hun flittigt pudser på en stol udenfor køkkenet, står han bagved og smiler i samme øjeblik. Ikke før og efter, men lige da lyset glimter og blænder Suzy.

Det er en umådeligt vigtig detalje, og jeg er faktisk lidt flov over at have misset den tidligere. Den fortæller en masse. Han har heksekræfter. Han bruger dem bevidst imod Suzy i den scene. Der er ovenikøbet et formål. I en scene kort forinden havde hun nemlig afvist at bo på skolen. Hun var allerede flyttet ind hos en pige ved navn Olga. Men da hun rammes af svimmelhed efter denne scene, besvimer hun midt i undervisningen. Hun tvinges til at bo på skolen, hvor de kan tage sig ordentligt af hende.

Man kan med al rimelighed formode, at drengen har fået instrukser af sin mor. At dette er en koordineret indsats for at hente Suzy tilbage. Derfor ændrede den lille detalje rigtigt meget. I hvert fald på dette tidspunkt i filmen.

Samtidig forklarer den, hvorfor drengen senere bliver bidt af pianistens hund. Når vi ved, han har heksekræfter, behøver vi ikke gætte på årsagen.

Darios plotlogik

Der er andre scener, hvor jeg ikke opdagede nye detaljer, men alligevel så dem i et nyt perspektiv. Et eksempel er kisten med fordærvet mad på loftet. Det er stadig meningsløst, at skolen modtager en kiste med madvarer og sætter den op på loftet. Hvad i al verden skal den deroppe?

Men jeg fik øje på Darios plotlogik, som må være, at denne hændelse fører til, at de alle skal sove i den midlertidigt indrettede sovesal. Og formålet med den scene er, at Suzy og Sara skal opdage, at direktøren er hjemme. Personalet har løjet om hendes rejse.

Det samme kan siges om andre scener. De sker, fordi de fører til noget andet, der også sker. Dermed ikke sagt, at hele plottet er reddet. Men det er nemmere at acceptere en tilfældig hændelse, hvis den skubber plottet videre til noget vigtigt.

Desværre er det ikke lykkedes mig at strege alle mine tidligere kritikpunkter. For eksempel er det uklart, hvad heksene vil med Suzy. De bringer hende tilbage på skolen og bedøver hende hver nat. I et enkelt tilfælde ser vi en ukendt skikkelse liste sig ind på hendes værelse. Men dette fører ingen vegne derudover. Hvis hun spiller en særlig rolle i skumle hekseplaner, når vi aldrig til et punkt, hvor de afsløres.

Den myrdede pige havde en notesbog med alle sine observationer, men nogen snupper den, før Sara kan fortælle mere. Det betyder desværre, at alt vi ved om heksene er, at de er hekse og parat til at myrde for at bevare den hemmelighed. Men vi ved intet om, hvad de egentlig laver som hekse, og hvorfor pigen begyndte at snuse rundt.

Måske kunne man acceptere, at visse detaljer forbliver mystiske. Men denne uvished står i slående kontrast til det, vi får at vide, som er: Lærerne bor inde i byen, så de går hjem klokken 10. Direktøren er ude at rejse, men det er en løgn.

Problemet med disse informationer er, at filmen ikke giver os grund til at finde dem mistænkelige. Det er først, da Suzy med sin superhørelse hører på lærernes fodtrin, at de ikke forlader skolen, at det bliver lidt mystisk. Indtil da har Sara altså bare gået rundt og fundet det mystisk, at de har et hjem i byen i stedet for at leve 24/7 på skolen.

Man må formode, at direktøren selv bestemmer, hvordan hun kommer og går. Hun er ikke savnet i den daglige undervisning. Vi ved intet om hendes fravær. Sara reagerer på hendes pludselige tilstedeværelse i sovesalen med udbruddet: ”Løgnere!”

Her er det uklart, hvorfor Sara reagerer så voldsomt. Det bliver en anelse indforstået, hvis mystikken alene beror på direktørens fravær og en løgn derom, når vi ikke ved mere om, hvad hun normalt laver på skolen. Hvis Sara havde fortalt, at ingen nogensinde har set hende, havde det hjulpet. I stedet fortæller hun, at hun kan genkende direktørens uhyggelige snorken.

Substansløs genreporno

Jeg må desværre sige, at selvom jeg opdagede detaljer, jeg havde overset, har jeg også fået bekræftet, at andre detaljer stadig svigter hele filmen. Det er enten sjuskearbejde, manglende fokus på substansen eller manglende forståelse for at skabe en velkonstrueret fortælling.

Den er underholdende, hvis man ikke fokuserer så meget på det. Den scorer rigtigt højt på andre parametre. Som genreporno, hvor det ikke er så vigtigt, hvorfor aktørerne går i gang.

Måske er jeg ekstra hård ved den, fordi det er et af genrens anerkendte mesterværker. Den burde have været hele pakken. Stil OG substans.

Men jeg vil som sagt anbefale den. Jeg har den også i min egen, fysiske samling og vil utvivlsomt se den igen. Men jeg lader min oprindelige bedømmelse stå.