
Frankenstein er et gotisk science fiction-drama fra 2025 skrevet og instrueret af Guillermo del Toro (Pans labyrint, The Shape of Water). Det er den 117. filmatisering af Mary Shelleys famøse roman fra 1818.
Filmen begynder tæt på Nordpolen, hvor et skib i den danske flåde er fanget i isen. Lars Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas har scoret de største roller i det danske mandskab, som ovenikøbet taler dansk, hvilket er en surrealistisk oplevelse for danske ører.
Dels fordi man ved, det ikke er en dansk film. Men også fordi de spiller deres roller på en lidt unaturlig måde. Jeg vil nærmest beskrive dem som karakterer i en tegnefilm med Tintin og kaptajn Haddock.
De finder en hårdt såret og forfrossen dr. Victor Frankenstein i sneen. Han er blevet jaget til verdens ende af sit monster. De hjælper ham ombord, og han fortæller sin historie i kaptajnens lune kahyt. Da monsteret ankommer, fortæller det også sin historie. Denne opbygning følger bogen, men Del Toro har ændret mange detaljer undervejs.
Hjertet på rette sted
Jeg vil ikke afsløre for meget og dermed spolere handlingen og de bedste overraskelser. Jeg kan sige, at nogle ændringer handler om Victors opvækst. Der føjes mere til hans baggrund og bevæggrunde. Der opstår en rød tråd, som ganske naturligt matcher den senere interaktion mellem ham og skabningen.
Andre ændringer knytter sig til perioden op til selve eksperimentet. Hvor andre film allerede her har fokus på gys og gru, er Del Toros fortælling nærmest idyllisk. Altså i denne periode. Den er trods alt fortalt af Victor selv. Han er lykkeligere end nogensinde. Han står overfor store videnskabelige bedrifter. Endelig kan han bevise sine teorier. Nå sit livs mål. Dette er ikke uhyggelige tider. Det er den fredfyldte stilhed før stormvejret.
Endelig er der monsterets beretning. Den er tragisk og følger i grove træk det oprindelige værk. Men der er væsentlige forskelle. De bor i detaljerne. Dette monster er i gerning mindre monstrøst. Mere misforstået. Instruktøren forvandler ham til et af sine monstre, som ofte er de sande gode karakterer med hjertet på rette sted.
Fremragende storfilm
Den er fremragende og en af de bedste filmatiseringer af den gamle bog. Når den afviger, formår den at fremstille Shelleys temaer og budskaber endnu stærkere. Portrættere karaktererne endnu bedre. Samtidig fungerer ændringerne som velkommen fornyelse. Du kender historien, men får alligevel en masse, du ikke har set før.
Æstetikken er enestående. Herligt gotisk og makaber, fuld af stemning og smukke scener med symbolik og billedskønne motiver. Del Toro maler med sin eventyrlige pensel skabt af praktisk håndværk og moderne CGI.
Du kan se den på Netflix. Den er produceret til deres tjeneste, omend den fik en mindre biografpremiere for at kunne opnå adgang til de forjættede prisuddelinger. Men blandt Netflix’ egne produktioner er den en mastodont. En ægte storfilm. En cinematisk oplevelse.










