Terminator: Genisys er et semi-blødt meta-reboot fra 2015. Okay, det er Terminator: Dark Fate fra 2019 også. Måske vil alle fremtidige Terminator-film være reboots? Oh, skræk.
De havde ellers taget serien videre i Terminator: Salvation fra 2009. Den foregik under krigen efter dommedag, og vi mødte bl.a. John Connor som oprørsleder og Kyle Reese som teenager. De havde planlagt en trilogi.
Jeg kunne godt lide den, men det kunne verden ikke, og Hollywood droppede planerne med det vuns. Derfor fik vi i stedet et reboot og et comeback til Arnold. Den rigtige Arnold. Ikke en CGI-cameo.
Genisys begynder i velkendte rammer. Skynet sender en terminator tilbage for at myrde Sarah Connor, og John Connor, hendes søn, sender Kyle Reese tilbage for at stoppe den og redde hende – og fremtiden. Men denne gang er fortiden ikke den samme.
De har castet Emilia Clarke (Game of Thrones) som Sarah Connor og Jai Courtney, bedst kendt som John McClanes søn i A Good Day to Die Hard, som Kyle Reese.
Begge er unge, aktuelle stjerner, men de er helt forkerte i rollerne. De ligner ikke originalerne, og de føles mere som populære, kommercielle valg end de bedste valg.
Utilstrækkelig kopi
Alle hader filmen. For de fleste er det nok, den vover at re-caste originalens roller og ændre historien. Jeg er ikke helt så firkantet selv. Jeg havde accepteret bedre valg i rollerne, og jeg kan godt lide what-if-historier med alternative drejninger.
På papiret er præmissen og plottet ganske interessant. Fortællingen er opdateret til nye tiders teknologi og forståelse af kunstig intelligens og IT-systemer. Det flettes sammen med vores moderne kultur og afhængighed af elektronik og sociale medier.
Men papiret er én ting. Udførelsen er en anden snak. Ud over de forkerte valg af skuespillere, har de også valgt at genindspille de scener, der går igen fra originalen. Det er en stor brøler, for det udstiller den som en billig og utilstrækkelig kopi.
Du får endnu en kikset CGI-Arnold, og du får tre re-castede bøller i stedet for originalens Bill Paxton og co. Desuden ser det hele mere poleret og pænt ud ift. originalens beskidte gader og gyder og skraldebiler m.m.
Med andre ord. Det er ikke et mesterværk. Det er et reboot, der fucker med originalen og begår dumhed efter dumhed. Du kan hade den. Du kan ignorere den. Den er ligegyldig, især efter det nyere reboot, men også hvis du bare foretrækker de første to. Punktum.
Arnold som hyggeonkel
Men jeg kan godt lide dumme og dårlige film. De kan sagtens være underholdende alligevel. Arnold som den gode terminator bliver sjovere og sjovere. Det begyndte så småt i 2’eren, tog til i 3’eren og folder sig virkelig ud i denne omgang.
Nogen vil hade det. Jeg synes det passer til den hyggeonkel-status, han har fået på sine gamle dage. Han er godt selskab, selv når dumhederne snubler rundt omkring ham.
Bortset fra scenen med CGI-dobbeltgængeren fejler filmens action ikke noget. Der er masser af den, og de har faktisk været ret opfindsomme i mange scener.
På mange måder er den stor og dum. Men det er primært ift. originalen. Isoleret set er den faktisk bedre, end jeg huskede. Jeg vænnede mig til de nye stjerner, rystede CGI-Arnold af mig og endte med at være godt underholdt og engageret i det alternative plot.
Havde det ikke været en Terminator-film, havde den nok fået mere kærlighed. Jeg belønner gensynet med flere hjerter end forventet.
