Game of Thrones

Jeg har altid været bagud med Game of Thrones. Jeg begyndte først på den, da den var fire sæsoner henne, og jeg har først set den sidste sæson nu. Der er ingen god forklaring, for jeg er vild med den, og jeg har slugt hver sæson på en eller få aftener, når først jeg kom i gang.

Måske er det alt for sent at anbefale den til nogen her på bloggen. Men så kan jeg da smide en kommentar til slutningen. Bare rolig, jeg skal nok advare inden, hvis du også er sent på den.

Hvis du aldrig er begyndt, kan jeg fortælle, at det er en fantasy-serie for voksne baseret på en bogserie af George R.R. Martin under fællestitlen A Song of Ice and Fire. TV-titlen er taget fra den første roman, A Game of Thrones.

Den foregår i et omfangsrigt sværd & trolddom-univers, hvor der er heftig kamp om tronen og magten, mens vinteren rykker nærmere i både bogstavelig forstand og i overført betydning som en overnaturlig, zombie-agtig trussel fra nord kaldet “white walkers.”

Man følger et rigt persongalleri spredt ud på mange forskellige indflydelsesrige klaner, hvoraf de vigtigste er familien Stark, Lannister og den sidste i Targaryen-slægten, Daenerys, også kaldet dragemoderen. Der er faktisk voldsomt mange handlingsforløb, og nogle ender overraskende brat på blodig vis.

Det sidste er en af seriens store styrker, for det gør den meget, meget uforudsigelig, og heltetrøjerne – et udtryk jeg tillader mig at låne af min gode ven og forfatter, Ruben Greis – går på omgang, før de lander hos en mindre håndfuld, hvoraf nogle også er store overraskelser.

Propfuld af nøgenhed

Den er som nævnt for voksne, og det er ikke en overdrivelse – snarere en underdrivelse. Den er eksplicit som intet andet i bedste sendetid. Propfuld af nøgenhed, vold og drabelige mord. Brutale voldtægter, tortur og alt derimellem. Den er ikke for sarte sjæle, og selv garvede horror-fans kan formentlig få et chok eller to.

Hver gang jeg diskuterer med nogen, om filmmagere turde eller fik lov til mere i 1970’erne, er Game of Thrones et godt eksempel på, at de sagtens kan være med i dag også. Det er endda en mainstream-serie på en stor TV-kanal, ikke en b-film til snuskede baggårdsbiografer.

Men det er ikke kun en omgang moderne exploitation. Der er en rigtig god, velfortalt historie med fascinerende, komplekse figurer, der alle har deres egen medrivende fortælling. Serien er en vanvittig succes med god grund, og det eneste, der trækker ned, er Frank Hvam i en lille (heldigvis) gæsterolle.

Til gengæld er de andre danskere eminente. Nicolai Coster-Waldau har aldrig været bedre, og rollen som Jamie Lannister er en virkelig god figur, han får meget svært ved at overgå. Til sammenligning kommer Pilou Asbæk meget senere ind i kampen, og han må nøjes med mindre, men han leverer også en rigtig fin præstation som et brovtende møgsvin.

Nu er den slut, og jeg kan fælde dom over sidste sæson. Hvis du ikke har set den endnu, skal du springe resten over. Der er masser af spoilere!

Den sidste sæson

Som det ofte går, er det svært at finde en perfekt slutning til en perfekt fortælling, og sæsonen har høstet en del kritik af forskellig karakter.

I den kuriøse ende har vi Arya, der springer ud som kvinde og dyrker sex for første gang. Ikke en eksplicit elskovsscene, blot en indledning, der ikke efterlader nogen tvivl om, hvad der skal ske. Og ift. al den øvrige nøgenhed er hendes korte, tækkeligt kameravinklede afklædning da også helt uskyldig.

Men det affødte en del kritik fra mange fans, der stadig så den 22-årige kvinde som en lille pige, selvom de har fulgt hende i otte år.

Jeg havde læst lidt om det inden, så jeg er egentlig overrasket over, hvor uskyldig scenen er. Selv hvis hun skal forestille stadig at være teenager, er det intet, man ikke også kan se i mange ungdomsfilm.

Et andet kritikpunkt er lysstyrken. Det er en kritik, der har taget til siden sjette sæson. Jeg har ikke selv oplevet det som et problem før nu. Men ottende sæson har bestemt nogle problemer i den henseende. Det er især et irritationsmoment i det store slag i tredje afsnit, der foregår i mørke og snestorm.

Jeg havde valgt at streame den på HBO, men jeg har den også på BluRay, og jeg besluttede at sætte den på i stedet i samme afsnit. Problemet er, at komprimeringen har det svært med både hurtige billeder og store flader med få nuancer, eksempelvis mørke scener med lille kontrast eller snestormens grå-hvide kaos. Det er voldsomt pixeleret i streaming-versionen, og det gjorde en kæmpe forskel at skifte til BluRay-udgaven. Lysstyrken er stadig en anelse problematisk, men i det mindste blev alting knivskarpt.

Det er et lysende eksempel på, hvordan streaming kan komme til kort. Høj opløsning er ikke nok, hvis komprimeringen også er høj for at holde datamængden nede. Og i disse tider er det faktisk noget, filmmagere må tænke på, hvis de laver film eller serier til streaming. For de kunne have kompenseret for det. Jeg ser masser af streaming, og problemet er sjældent så grelt som her.

Se den på BluRay

Nå, det er vist ved at udvikle sig til en større omgang flueknepperi. Det var ikke planlagt. Havde jeg set den på BluRay fra begyndelsen, havde jeg måske ikke tænkt nærmere over det. Se den på BluRay for alle filmgudernes skyld. De gamle og de nye.

Et tredje kritikpunkt er, at kampen med zombie-overbossen (“Night King”) og de hvide vandrere ender i tredje afsnit, hvilket er midt i sæsonen. Mange havde set frem til det som den store, afsluttende finale på hele molevitten.

Det generer mig faktisk ikke, for jeg har altid syntes, at kampen om tronen, dramaet og rænkespillene er det mest interessante ved serien. Det andet er trods alt bare en langstrakt slåskamp med en umælende skurk. Han ser sej ud, men han leverer ikke meget andet.

Bedre drama

I Cersei får du en fjende med utallige lag og nuancer, hvis sande våben er manipulation. Det og alle de andre stridigheder, store og små, er et meget bedre drama.

Og du får stadig et stort slag om tronen. Endda i dagslys, så du rigtigt kan nyde de drabelige nedslagtninger og andre ødelæggelser.

Slutningen er uventet, og tronen tilfalder ikke nogen af de oplagte kandidater. Det kan jeg faktisk godt lide. Efter al den ballade om hvem, der fortjener den alene pga. fædrene ophav, er det fedt, at de også omstyrter den idé. Der er en god pointe omkring tronarvefølge og risikoen for grusomme kongesønner eller -døtre. De indfører i stedet en tidlig form for demokrati. Der er også et par samfundskommentarer, endda en smule satire.

Fans er stærkt utilfredse med stort set alting, både de ovennævnte punkter, men også figurernes udvikling. Nogle af dem gik endda så vidt, at de startede en underskriftsindsamling for at få lavet hele sæsonen om. En anmelder skrev om situationen, at de ikke havde fået den slutning, de skrev sig op til (“signed up for”).

Her må jeg stå af. Som seer eller læser har man ikke krav på en bestemt slutning. Man følger skaberens vision. Naturligvis kan man være utilfreds. Men man kan ikke kræve, at tingene bliver lavet om. Sådan fungerer kunst ikke.

Fin finale

I store træk er det en fin finale. Nogle af figurerne får en næsten poetisk slutning. Andre tager en uventet og endda kontroversiel drejning, men det passer til deres historie. Der er naturligvis også nogle langtrukne afskedsscener, for sådan gør man, når lange serier slutter, selvom det næsten er lidt for meget. Men jeg er mere tilfreds end utilfreds.

Jøsses, jeg har vist aldrig gennemhøvlet en sidste sæson så grundigt. Men nu var den også en temmelig kontroversiel affære.

Alt i alt vil jeg stadig give serien 10 hjerter, for den bedømmelse gælder hele baduljen, ikke afslutningen alene. Og selvom turen bumper lidt til sidst, er det ikke nok til at ødelægge alt det, der ligger før.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *