Enola Holmes 3

Frygt ej! Enola er på sagen.

Enola Holmes er tilbage i sit tredje eventyr på Netflix. Hvis du ikke kender hende allerede, kan du læse mere i mine anmeldelser af de to forgængere her og her.

Lige som den seneste film er den ikke baseret på en af bøgerne, hvorfra hovedpersonen, der er Sherlock Holmes’ yngre søster, stammer. De har atter digtet et originalt mysterie til hende.

Hun er vokset i samme takt som Millie Bobby Brown. Hun er ikke længere teenager, men en ung, giftemoden kvinde. Kæresten Tewksbury har allerede været på knæ, og filmen begynder med deres bryllup.

Henry Cavill spiller Sherlock, og denne gang er han mere end bare en sjælden gæst. Han bliver nemlig bortført. Enola må opklare sagen, redde ham og regne ud, hvad der ligger bag, og hvem der er på spil.

Du kan forvente en film i samme sprudlende ånd som de forrige. Enola er ældre, men stadig en meget ung heltinde. Især giftemålet rejser tvivl om fremtiden og karrieren som privatdetektiv.

Nem at forelske sig i

Hun er ikke blot en kvindelig udgave af sin bror. Hun har sin egen personlighed, metoder og fortællestil. Alt dette præger filmene, både tematisk og genremæssigt. De er spændende og dramatiske, men også søde, sjove og endda romantiske.

Måske er de mest for piger, men jeg har nydt dem. Enola er det, man kalder adorkable. Nørdet og nuttet. Som en moderne Molly Ringwald. Hun er nem at forelske sig i.

Man kan godt diskutere, om dette tredje kapitel når samme højder som de to forgængere. Men den fungerer rigtigt godt som enden på en trilogi. Den fokuserer meget på forholdet mellem Enola og Tewksbury, og de er perfekte sammen.

Man skal se den (og dem), hvis man kan lide actioneventyr som Nu går den vilde skattejagt og Crocodile Dundee. Begge har ganske vist en damereddende mandehelt. Men de har også romantikken og kvinderoller, som driver historien.

Jeg vil gerne se mere med Enola. Men hvis dette var det, er jeg godt tilfreds.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.