
Supergirl er et rumeventyr fra 2026 instrueret af Craig Gillespie, hvis meritter bl.a. tæller Fright Night, I, Tonya og Cruella. Det er den anden film i James Gunns nye DCU. Måske også den sidste.
Modtagelsen er nemlig lunken. De kritiske røster plukker allerede på livet løs. Det går bl.a. ud over Milly Alcock. Tungerne er onde og skamløse. Det er synd, for hun har bare søgt jobbet. Hun er hverken forfatteren eller instruktøren.
Biograferne kæmper med svigtende salgstal. Men interessen for superhelte er også dalende. Marvel mærker det. DC er endnu ringere stillet, da de forsøger at genskabe sit univers. Det kan være alt for sent.
Hvis den flopper, kan Warner Bros. beslutte at trække stikket. Selvom IP’en burde være stærk nok, kan dette projekt hurtigt miste opbakning. De ønsker næppe et nyt DCEU, hvor døden var langsom og pinefuld.
Den nye Supergirl
Fremtiden er ukendt. Her og nu handler det om den nye Supergirls eventyr på det store lærred, endda for første gang siden 1984. Hun blev introduceret i slutningen af Superman og overraskede formentlig mange, da hun væltede ind ad døren med en bagstiv teenagepiges attitude og motorik.
Hendes fortælling samles op kort efter. Hun hænger ud i rummet med sin trofaste følgesvend, superhunden Krypto, da hun har svært ved at falde til på Jorden. Hun har ikke andre planer end at dyppe hjernen i våde sager, men pludselig er der brug for en helt. Gerne en superhelt. Og hvis man graver dybt nok, er det sådan en, at hun er.
Det er en oprindelseshistorie på to fronter. Dels får du flashbacks, der afslører hendes opvækst og rejse til Jorden. De har ændret detaljer her og der, men essensen er den samme. Men i nutiden får du også historie drevet af karakterudvikling. Det er her, at hun skal vælge bruge sine kræfter til at hjælpe andre. At blive til Supergirl.
Mad Max i rummet
Det er et rumeventyr efter klassiske dyder. De har avanceret teknologi alle vegne, men karaktererne er sværdkæmpere, pirater og sågar barbarer. Det er de gamle genrer i nye rammer. Skurkene plyndrer og voldtager og drøner rundt i beskidte rustbunker, som var de hyret direkte efter optagelserne til en Mad Max-film.
Det lugter meget af Guardians of the Galaxy. Med Gunn ved roret er der et umiskendeligt slægtskab. Han forsøger tydeligvis af skabe hele sit DCU i den ånd. Men han er ikke direkte involveret. Filmen er faktisk mindre fjollet end Superman. Der er mere alvor og en bedre balance mellem komik og dramatik.
Den vil formentlig dele vandene. Den delte i hvert fald min lille flok, da vi forlod biografens kølige lokaler. Jeg var en af de begejstrede. Jeg var godt underholdt og positivt overrasket. Dels over den førnævnte alvor, men også den karakterdrevne fortælling og frøken Alcocks præstation. Hun charmede mig. På sin egen måde.
Snakken derpå afslørede kritikpunkter, jeg godt kan tilslutte mig. Men de spolerede ikke oplevelsen for mig. Jeg hyggede mig. Jeg morede mig. Jeg forelskede mig.










