Superman blev den endelige titel på James Gunns nye film om den første og største superhelt i båden genren og sit eget univers. De arbejdede længe med titlen Superman: Legacy, men Gunn besluttede til sidst af droppe “Legacy” for at kigge mere frem end tilbage.
Filmen er den første i hans nye DCU. Den er mere end bare et blødt reboot, selvom enkelte karakterer fra det afgående filmunivers faktisk overlever på en eller anden måde. Dette gælder bl.a. Peacemaker, hvor der er en ny sæson på vej.
Den genfortæller ikke Supermans oprindelseshistorie. I hvert fald ikke i handlingen. Enkelte detaljer nævnes her og der. Men denne udgave af Superman har været aktiv i tre år i et filmunivers, hvor mange andre helte allerede eksisterer.
Den indledes med en introduktionstekst, som kort opridser visse etablerede detaljer. Dette gav mig anledning til at døbe den “DCU – Episode IV: Superman” i den efterfølgende debat med min filmnørdede broder fra en anden moder, den kære Ruben.
Pointen er, at vi træder ind i begivenheder, hvor boldene allerede ruller. Filmens skurke har allerede søsat ondskabsfulde planer. Superman har ovenikøbet lidt sit første nederlag i minutterne før du satte dig. Altså udenfor skærmen.
En gedigen storsejr
Plottet er godt fyldt op. Lex’ planer er ikke én, men mange. Han vil af med Superman, uanset hvordan og til hvilken pris. Han overvejer end ikke, hvad der skal ske bagefter. Han er besat. Genial, men besat. Hvilket er hans svaghed, trods al den intelligens.
Der er mange karakterer omkring Superman. Han er historiens omdrejningspunkt, men aldrig alene om at drive handlingen. Til sammenligning blev Batman v Superman bl.a. kritiseret for ikke at være en regulær ”Man of Steel 2” – dvs. en fuldt fokuseret Superman-film. Men også for at udvikle filmuniverset for hurtigt med de mange introduktioner osv.
Man kunne kritisere denne film for at gøre meget af det samme. Men den høster primært positive anmeldelser. De kritiske røster er få. De sociale medier har overgivet sig. Det ser ud til, at Gunn sparker sit nye DCU i gang med en gedigen storsejr.
Det er først og fremmest en traditionel superheltefilm, hvor hele familien kan sætte sig godt og trygt til rette. Jeg fornemmer, at når filmanmeldere ikke er tegneserienørder, så er det sådan, de forventer, en film med helte i underhylere skal se ud. Sjov og farverig.
Gunn mestrer denne type superheltefilm. Han gør det samme i Guardians of the Galaxy og The Suicide Squad. Ganske vist forsøger han at tøjle sig selv og holde humoren nede. Men der er masser af scener, som er klassisk Gunn. Nogle passer ind. Andre er lidt for fjollede.
De store budskaber er sikre kort. Supermans adoptivfar, Jonathan Kent, er i live. Ingen kontroversiel død på Gunns vagt. Ikke engang en, man kan fortolke. Han lever, og han belemres ikke med svære beslutninger. Sønnen er allerede sprunget ud.
Genbrug og sikre kort
Gunn vælger at inddrage det tema, at folkestemningen kan vendes imod Superman. At han er et rumvæsen, man kan mistro. Dette er på sin vis genbrug. Endda et af de punkter, hvor Man of Steel og Batman v Superman mødte kritik.
Han forenkler det ved at udelade en regulær samfundsdebat om Superman. I stedet er det Lex Luthor, som manipulerer. Måske gør han sit univers en bjørnetjeneste ved at lade befolkningen skifte side så nemt og hurtigt trods tre års kendskab til Superman som en helt. Det er lidt naivt. Men ikke nyt i genren. Man kan lade den glide.
Summen er, at Gunns film betræder flere af de samme stier som de forrige film, men på nye, oftest mere sikre måder, hvor udvejene kortlægges samtidig. Det er på sin vis ret snedigt, da det bliver en slags opvisning i, hvordan man kan gøre det, forgængeren forsøgte, og samtidig lykkes. Men egentlig forsøgte man aldrig rigtigt at gøre det samme.
Derudover er filmen fuld af den type superhelteøjeblikke, hvor mange fans smider alle forbehold og brøler “Oh, yeah!” Det er f.eks. scener, hvor kameraet zoomer ind på brystet, så logoet fylder hele biograflærredet, mens den gode, gamle jingle fra komponisten John Williams nulrer dine ører. Det er også specifikke redningsaktioner, og hvordan de er filmet. Her er filmen mere som en reklamefilm for Superman end en fortælling om ham.
Naturligvis er film skabt til at vække sympati for deres helte. Den smører måske lidt tykkere på end visse andre film. Men det er snarere en betragtning end en egentlig kritik. Pointen er, at den træffer nogle bevidste valg, som nemt kan vække bestemte følelser. Men det kan stadig diskuteres, om den virkelig er så god, som de positive anmeldelser antyder.
Lyder jeg meget negativ? Nå, men lad os runde af med nogle rosende ord.
Stor, glad spejderdreng
Det er en underholdende superheltefilm, som fejede flere af mine bange anelser til side. David Corensweet er en sød og charmerende superhelt. De scener, hvor han ser en smule kikset ud, ender med at falde ud til hans fordel. Han er en stor, glad spejderdreng.
Rachel Brosnahan vækker minder om Margot Kidder. Der er en hæshed i stemmen, visse beslutsomme blikke og en subtil mandhaftighed i kropssproget. I langt højere grad end f.eks. Amy Adams, som jeg også godt kan lide, er dette en opsøgende journalist, der vil kravle op ad Eiffeltårnet for at få sin historie.
Gunns film lader hende udfylde denne del af rollen. Samtidig tegner den et bedre og mere fyldigt billede af forholdet mellem hende og Superman. De er nemlig ikke bare kærester i den fase, hvor badevandet skvulper. De kan også gå hinanden på klingen. Kemien er fremragende, og de er en af filmens store styrker.
Lex Luthor er fantastisk. Han er stadig ung, hvilket ikke faldt i god jord sidste gang. Men han er den Lex, vi kender bedst på alle de måder, der tæller. Lynende intelligent, karismatisk, men også psykopat og aldeles grusom. Sygeligt besat af Superman, hvis “nemme” vej til berømmelse og heltedyrkelse, han aldrig vil anerkende og acceptere.
Nicholas Hoult leverer en fremragende præstation. Især i de scener, hvor facaden krakelerer, og Lex’ sande jeg toner frem. Hvad enten det er hånlig arrogance, når han smager sejrens sødme, eller et totalt sammenbrud i nederlagets stund.
Der er mange andre større og mindre detaljer, hvor jeg frygtede værre, men det enten ikke var spor slemt overhovedet eller fungerede overraskende godt. Der er enkelte, hvor jeg stadig undrer mig eller synes, Gunn træder ved siden af. F.eks. forstår jeg ikke Jimmy Olsens kvindetække. Men lad det nu ligge.
Trods den indledende del, hvor jeg opremser elementer, man kan diskutere, er det en rigtigt god og vellykket superheltefilm. Jeg fokuserer på det, jeg kan lide, og de elementer vejer meget, meget tungere. Det vigtigste er, at Gunn har begejstret mig.
