Man of Steel

Man of Steel er den udskældte og endda afskyvækkende første film, der søsatte og ifølge onde tunger kuldsejlede DC Comics’ filmunivers fra begyndelsen. Den slog en mørk og dyster tone an, og selvom mange fans har forsøgt at fremhæve dette som en styrke ift. den børnevenlige Marvel-franchise, delte filmen vandene og skuffede de biografgængere, der foretrækker en god, gammeldags “Truth, Justice and the American Way”-Superman.

Instruktøren Zack Snyder er udråbt som den store skurk, og mange har tilsyneladende glemt – eller aldrig været klar over – at filmen blev udtænkt og skrevet af Christopher Nolan og David S. Goyer, succesduoen bag The Dark Knight-trilogien. De forsøgte at opdatere den blå-røde superhelt efter samme jordnære principper, og derfor er rumvæsenet med de mægtige kræfter ikke pr. automatik en elsket amerikansk helt. Han er faktisk en illegal indvandrer fra en fremmed kultur.

Snyder blev først hyret til opgaven som instruktør, da Nolan og Goyer havde fået manuskriptet godkendt af Warner Bros., og i modsætning til Nolan, der har skrevet alle sine film, er Snyder ikke kendt som såkaldt writer/director. Han er først og fremmest instruktør.

Jeg tænker, at kritikere burde spørge sig selv, om det, de ikke kan lide ved filmen, nu også er hans arbejde eller i virkeligheden Nolan og Goyers arbejde. Måske vil de svare, at han som instruktør har ansvaret for at rette det, der ikke fungerer. Tjo, men instruktøren må også stole på det arbejde, der leveres af dem, der har evnerne. Og Nolan/Goyer-duoen er jo ikke et par amatører. Skulle Snyder ikke kunne stole på kvaliteten af deres arbejde?

Jeg beklager øfferiet, men det er svært at skrive om denne kontroversielle film uden at belyse kritikpunkterne. Jeg vil derfor adressere de væsentligste herunder. Læs med eller spring over.

Advarsel! Spoilere i de 4 punkter!

1) Nolan og Goyer har forsøgt at gøre Jonathan Kent, Clarks adoptivfar, mere jordnær. Han har ikke alle svarene. I en situation, hvor Clark har brugt sine kræfter og reddet sine skolekammerater, skælder Jonathan ud, fordi han frygter, hvad der kunne ske, hvis verden opdager Clark. Clark spørger, om han skulle have ladet dem dø? Jonathan svarer “Maybe.” Han har ikke svaret. Han ved bare, hvad han frygter. Kunne Nolan og Goyer have holdt sig fra det dilemma? Jo, sagtens. Men de er historiefortællere, og det sikre er ikke det mest interessante. Jeg forstår, hvad de vil. Men jeg må samtidig medgive, at de kunne have gjort det lidt bedre. Alt andet end “Maybe” havde været et bedre svar. “I don’t know” havde været mindre kontroversielt. “That’s not what l’m saying” havde stadig illustreret, at Jonathan ikke har svaret, men også afholdt ham fra at antyde, at Clark skulle lade nogen dø. Der var bedre muligheder.

2) Jonathan bliver fanget på en motorvej midt i en tornado, mens Clark, hans adoptivmor, Martha, og andre bilister har søgt ly under en bro. Han kan ikke nå tilbage og ofrer sig for at bevare Clarks hemmelighed, og Clark lader ham gøre det. Kunne den unge Clark have reddet sin far? Formentlig. Vi seere ved, hvad Superman er i stand til. Men det vidste han ikke på det tidspunkt. Skulle han have forsøgt uanset hvad? Svært at sige. En anden væsentlig detalje er, at Jonathan kort forinden har bedt ham blive hos Martha. De er ikke garanteret overlevelse under broen. Hun kunne også få brug for hans hjælp. Jonathan træffer et svært valg med mange hensyn, og selvom det er kontroversielt, giver det også hans død en langt større mening end tidligere.

3) Superman og Zods slåskamp foregår i Metropolis, og ødelæggelserne er enorme. Jeg har altid undret mig over dette kritikpunkt, for jeg har aldrig set det rejst imod andre superheltefilm, eller film i det hele taget. For det er jo bare film. Folk går ikke normalt op i, hvor mange ofre, der eventuelt måtte være. Det væsentlige er som regel altid, at det havde været langt værre, hvis ingen havde stoppet skurken. Superman redder hele verden. Zods plan havde udryddet dem alle. Ikke slavebundet dem. Udryddet dem. Og da nævekampen begynder, har Zod intet andet end hævnen at leve for. Det gør han klart. Han ville være blevet i Metropolis for at myrde løs, hvis Superman havde forsøgt at smutte.

4) Superman myrder Zod. Det gjorde Superman faktisk også i Superman II fra 1980. Men det var ikke lige så visuelt brutalt. Til gengæld blev det gjort med humor dengang. Så hvad er værst? Et visuelt brutalt, men også autentisk og nødvendigt mord med et budskab, eller et pænt indpakket, unødvendigt mord? Husk, at Zod i Man of Steel var super og aldrig ville stoppe sit hævntogt imod jordens befolkning. Superman så ingen anden udvej. I Superman II havde Superman allerede fundet udvejen. Zod havde netop mistet sine kræfter. Alligevel myrdede Superman ham bare i den film. Det er ikke ment som en kritik af Superman II. Jeg elsker den. Jeg siger bare, at argumentet mod den nye film kan også rejses mod den gamle. Den er endda værre på netop det punkt.

Filmens kritikere mener også, at Superman ikke længere er et symbol på håb. Det har jeg hørt til hudløshed i 7 år nu. Så det var lidt pudsigt at gense den og genopdage, hvor meget de faktisk gør ud af at beskrive ham som et symbol på håb. Jor-Els beretning om Krypton, familien El, Kal-Els skæbne på jorden, hvordan han kan blive det bedste af to verdener og vejlede menneskeheden. “Du kan redde dem alle.” Håb, håb og atter håb.

I øvrigt er den også mere farverig end alle de billeder, jeg har set på nettet. Det er næsten som om, den er blevet talt og gjort mere mørk og dyster, end den i virkeligheden er.

Kort fortalt. Man kan diskutere alle de kritikpunkter. Nogle er overdrivelser. Andre er smag og behag. Der er nogle gode pointer også, men de trækker ikke hele filmen ned. Det er ikke sort/hvidt. Man behøver ikke være enige om dem. Kan man ikke lide filmen pga. dem, fair nok. Men de ødelægger ikke filmen for mig. Og med den vovse begravet, kan vi tage fat på alt det, der er tilbage.

Det er en nyfortolkning af Supermans oprindelseshistorie, og selvom der er rigtigt mange ligheder, har Nolan og Goyer forsøgt at finde en ny vinkel og afvikle fortællingen på en ny måde. Der er flere scener, hvor den ligner et remake af de to første Superman-film med Christopher Reeve, men der er også mange nye detaljer, og derfor er denne Superman meget forskellig fra alle tidligere versioner.

Jeg forstår godt, han ikke går rent ind hos alle. Man kan diskutere, hvor forskellig han faktisk er, og om han er på en rejse imod en mere velkendt version. Der er som nævnt mere håb og flere lyspunkter, end de ondeste tunger vil lade dig tro. Han smiler også. Flere gange. Når der er grund til det. Men overordnet set er det en ny version af figuren, og den nye vinkel kan være for meget for nogen.

Jeg hører til dem, der kan rumme begge (mange) versioner af mine yndlingsfigurer, og min nysgerrighed vækkes, når tingene får et tvist og en uventet drejning. Jeg synes, det er spændende. Nyt. Et frisk pust. Så det ødelægger heller ikke filmen for mig.

Jeg er vild med den nyfortolkede version af den klassiske historie. Den dystre og mere autentiske vinkel er fascinerende. Jeg er vild den nye version af Zod, og Michael Shannon leverer en fantastisk præstation. Figuren har fået en mere fyldig baggrundshistorie, og han er en af de bedste skurke i nyere tids superheltefilm. Alle de andre biroller er også rigtig godt castet, og Henry Cavil fortjener ikke al den skældud. Han er en ganske fin Superman.

Det er en flot film. Imponerende effekter og actionscener i en skala, der er verdens første og største superhelt værdig. Krypton er et helt kapitel for sig, og Snyders CGI-tropper har skabt en imponerende verden af fantasy og science fiction i skøn forening.

Men det er også en god, medrivende fortælling. Ikke perfekt, men meget bedre end rygtet. Kritikerne har smurt meget tykt på. Dybest set er det en moderne genfortælling af den klassiske historie om Superman, og der er væsentligt mere godt end skidt.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *