The Dark Knight Returns

The Dark Knight Returns – udgivet på dansk i 1990 som Nattens ridder vender tilbage – er en kontroversiel, men også populær Batman-historie af tegneserieskaberen Frank Miller, der har opnået bred anerkendelse og status som et litterært mesterværk og en af de bedste tegneserier nogensinde.

Den udkom i 1986 i USA, og den var – sammen med Alan Moores Watchmen – begyndelsen på tegneseriemediets moderne tidsalder – også kaldet den mørke tidsalder, fordi historierne blev mere dystre og mindre børnevenlige.

Millers historie foregår i et alternativt tegneserieunivers, hvor Batman er blevet ældre og ikke har været aktiv siden Jason Todds død 10 år tidligere. Men en nærdødsoplevelse i en racerulykke vækker de indre dæmoner til live, og selvom hans gamle ærkefjender er spærret inde på Arkham, er der masser af friske, unge kriminelle, han kan baske, smaske og klaske.

Et af kendetegnene ved den nye tidsalder, hvoraf både Miller og Moores værker er skoleeksempler, er dekonstruktionen af superheltene. Begge skabere forsøger at lægge tidligere tiders naivistiske tankegang i graven og forvandle de fantasifulde figurer til mere menneskelige og nuancerede individer på både godt og ondt.

Af samme grund er Batmans egen sindstilstand et gennemgående tema i historien, og hans gerninger er genstand for en ophedet mediedebat og stor politisk uenighed. Miller forsøger at mikse fantasi og virkelighed, og resultatet er en fantastisk historie, der har trodset tidens tand og stadig er kraftfuld og relevant i dag.

Hvis jeg anmeldte tegneserien, ville den få alle fem hjerter. Jeg er vild med historien og dens alternative vinkel på og dekonstruktion af tegneserie- og superheltemytologien samt hovedpersonen. Men nu skal det handle om filmatiseringen.

Den udkom i to dele i 2012 og 2013, og den lægger sig så tæt op af tegneserien, at de næsten burde have krediteret Frank Miller som manuskriptforfatter. På et tidspunkt sad min filmmakker og læste med i tegneserien imens, og han kunne bekræfte, at dialogen var identisk. Bob Goodman, der er krediteret som manuskriptforfatter, har haft en rigtig nem dag på kontoret, for bortset fra enkelte omrokeringer i scenernes kronologiske rækkefølge og få steder, hvor indre monolog er skrevet om til ydre dialog, er historien taget direkte fra tegneserien.

Visuelt er forskellen også minimal. Jeg ville ganske vist ønske, at de havde gjort tegnestilen lige så rå og upoleret som Millers egen stil, men jeg anerkender, at det havde været mere tidskrævende og besværligt, og jeg kunne stadig genkende utroligt mange scener fra tegneserien, så de har nærmet sig så meget, de kunne – og det satte jeg pris på.

Som du måske ved, hvis du har læst mine anmeldelser af Ghost in the Shell og Batman: The Killing Joke, kan jeg godt være en anelse kræsen, når det gælder animationsfilm. Men jeg syntes, at animationen i The Dark Knight Returns var tilpas levende, og farverne var gode og dynamiske.

Peter Weller, bedre kendt som RoboCop, lægger stemme til Batman, og det gør han godt, når han holder sig til en lavmælt, brummende tone. Et enkelt sted hæver han stemme, og her bliver han en anelse lys, synes jeg. Men ellers var jeg fint tilfreds.

Den får ikke en topkarakter, for jeg vil stadig bedømme den som en animationsfilm, og hvis jeg sammenligner den med eksempelvis De utrolige 2 og Spider-Man: Into the Spider-Verse, så er der trods alt en niveauforskel. Men den fortjener fire hjerter, for jeg var godt underholdt, og jeg fik mere, end jeg forventede.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *