Spider-Man: Into the Spider-Verse

Miles Morales er en teenagedreng, der kæmper med at leve op til sin fars forventninger og finde ud af, hvad han selv vil med livet. Han kan lide at male grafitti og hænge ud med sin onkel og glemme alt om ansvar og forventninger, men det ændrer sig, da han bliver bidt af en radioaktiv edderkop og bliver vidne til Kingpins skumle og potentielt verdensødelæggende planer.

Jeg vil ikke afsløre for meget om handlingen, men du ved formentlig – og det fremgår også af titlen – at der er flere universer og flere Spider-personer i filmen.

Miles Morales er hovedpersonen, og filmen er hans oprindelseshistorie. Han blev skabt af tegneserieforfatteren Brian Michael Bendis og tegneren Sara Pichelli og introduceret i Marvels Ultimate-univers, der var et alternativt tegneserieunivers fuld af alternative versioner af de populære Marvel-figurer. Han er senere blevet en del af det primære univers, men det er en lang og kompliceret historie.

Peni Parker, Gwen Stacy, Spider-Ham, Miles Morales, Peter B. Parker og Spider-Man Noir.

De øvrige Spider-personer tæller en alternativ version af Spider-Woman, hvis hemmelige identitet er Gwen Stacy, der er bedre kendt som en af Spider-Mans første kærester i det primære univers; Peni Parker, en japansk pige, der styrer en biomekanisk robotdragt sammen med en edderkop, som hun kommunikerer med telepatisk – jo, jeg synes også det lyder ret skørt, men det bliver skørere endnu; Spider-Man Noir (Nicolas Cage), der er en dyster noir-agtig version fra en verden, hvor året er 1933; Spider-Ham, som var en edderkop, der blev bidt af en radioaktiv gris; og endelig – tilbage til det mindre skøre – en ældre, afdanket version af den Peter Parker, vi alle kender.

Alle de nævnte versioner findes i forskellige tegneserieuniverser, og der findes også masser af crossover-historier, men historien i Spider-Man: Into the Spider-Verse er ny, og selvom de fleste detaljer fra Miles’ oprindelseshistorie er taget direkte fra hans tegneseriedebut, er tilføjelsen af hele multivers-plottet en kæmpe ændring.

Filmen er en succes. Den var ikke et stort biografhit, hvis man sammenligner med andre superheltefilm, men den har leveret et overskud. Anmelderne er vilde med den, og den har scoret 97% på Rotten Tomatoes. Den er også gået rent hjem hos film- og tegneserienørderne, og det er mere end svært at finde nogen, der ikke kan lide den.

På en måde er det overraskende, for den kan faktisk sætte kryds ved mange af de kritikpunkter, som ofte bliver rejst mod andre film – og superheltefilm. For eksempel er der hele fem forskellige superskurke – i andre film er to eller tre blevet set som for mange – og flertallet af dem bliver anvendt som simple håndlangere, og ingen af dem får den dybdegående introduktion, som kritikere normalt kræver. En af skurkene har endda fået nyt køn. En anden har fået ny etnicitet. Og en tredje – Spider-Mans ærkefjende nr. 1 – bliver kun brugt som et gryntende monster.

Mit bud er, at meget af den slags i virkeligheden er mindre væsentligt. Måske endda helt ubetydeligt. Om man kan lide eller ikke kan lide en film starter med det, man føler. Hvis man ikke føler for en film, så begynder man at forklare det med forskellige kritikpunkter som de nævnte. Men hvis man føler for filmen, så er det ligegyldigt, at de samme kritikpunkter kan krydses af. Enten tænker man slet ikke over det, eller også bliver det opvejet af noget andet.

Og derfor er det slet ikke overraskende. For det er en fantastisk god film. Miles’ historie er medrivende, uforudsigelig, sød, varm og sjov. Han er en figur, man føler og sympatiserer med, og næsten alle kan relatere til hans problemer og historie. Og det øvrige persongalleri, helte og skurke, er perfekte, selvom de kun er biroller. Der mangler ikke noget.

Jeg har faktisk kun ét eneste kritikpunkt, og det er visuelt. Men lad mig starte med at beskrive det positive.

Filmmagerne og tegneserieskaberne har valgt en unik stil og nogle helt bestemte teknikker for at få den færdige film til at ligne en levende tegneserie. Der var flere steder, hvor jeg satte den på pause, og hver gang lignede skærmen et billede taget direkte fra et af de kulørte hæfter. De har arbejdet hårdt for at opnå effekten og bringe 2D-tegne- og trykteknikker ind i en 3D-animeret verden, og de har også opfundet alternativer til mange animationsteknikker for ikke at ødelægge effekten. Det færdige resultater er imponerende og utroligt flot.

Mit ene kritikpunkt går på en helt bestemt effekt. Den kaldes kromatisk aberration og er et visuelt fænomen, der kan opstå, når en kameralinse splitter lyset i flere farvelag. Jeg ved ikke, om det er den effekt, de har forsøgt at skabe, eller om den bare ligner. Under alle omstændigheder er der tale om en slags dobbelt billedeffekt, der optræder nu og da på objekter i forgrunden eller baggrunden, som muligvis skal forestille at være ude af fokus.

Jeg fandt effekten en smule forstyrrende i begyndelsen. Jeg forstår heller ikke, at de har valgt at gøre sådan. Hvis det skal ligne en tegneserie, så duer det ikke med dobbelte billeder. Ikke med mindre de prøver at imitere en trykfejl. Tegninger er aldrig ude af fokus. En baggrund kan være mindre detaljeret. Objekter langt væk reduceres til få eller ingen streger (i så fald kun farver). Sådan kunne de have gjort, hvis det var mindre fokus, de gik efter.

Men jeg vænnede mig til det, og det forstyrrede mig kun lidt i begyndelsen. Helhedsindtrykket er en fantastisk flot film. Som gammel tegneserielæser kan man virkelig sætte pris på den tegneseriefornemmelse, man får af de flotte, flotte billeder. Og når man dertil kan lægge en fremragende og velfortalt historie med masser af gode overraskelser, så er der tale om en helt unik filmoplevelse og et gedigent mesterværk.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *