Faldet af i svinget

Faldet af i svinget (Behind the Curve) er en dokumentar om Flat Earth-bevægelsen, en voksende bevægelse af mennesker, der tror, at jorden ikke er rund, men flad. Jo, den er god nok. Mere end 500 år efter, at Christopher Columbus opdagede den nye verden, de to kontinenter, vi kender som Nord- og Sydamerika, i et forsøg på at sejle rundt om jorden og finde en hurtigere vej til Indien, tror flere og flere af den unge nations nybyggere, at deres forfædre tog fejl, og at magthaverne i moderne tid, da de opdagede det, ikke har lyst til at indrømme det, og derfor fastholder denne verdensomspændende løgn.

Der har formentlig altid været mennesker, der mente, at jorden er flad, selvom de første opdagelser og beregninger, der konkluderede, at den var rund – endda overraskende præcise beregninger med en fejlmargin på mellem 2% og 15% – blev foretaget af græske matematikere for mere end 2.000 år siden. Men den flade jord vendte for alvor tilbage i 1800-tallet med Samuel Rowbothams Earth Not a Globe, og mens den langsomt genvandt styrken i løbet 1900-tallet, er den rigtigt blusset op i dette årtusinde med hjælp fra de sociale medier.

Den danske titel er morsom, men ikke helt velvalgt, for dokumentaren er overraskende objektiv og ukritisk. Den er fortalt igennem interviews med en række personer på begge sider, og den følger primært to flat earthers, Mark Sargent og Patricia Steere, der bliver populære nøglepersoner i bevægelsen – i hvert fald en del af den – gennem deres videoer og liveblogs om emnet. Den tegner et ærligt og sympatisk portræt af dem begge, selvom den også supplerer deres historier med kommentarer fra modparten, der forsøger at besvare, hvorfor mennesker vælger at tro på noget, som resten af verden ikke gør – og som endda kan isolere dem eller udsætte dem for latterliggørelse.

Bortset fra enkelte eksperimenter, som nogle af bevægelsens mere videnskabeligt anlagte medlemmer udfører – med interessante resultater og morsomme reaktioner til følge – beskæftiger dokumentaren sig ikke som sådan med videnskaben. Du får naturligvis et indblik i den geografiske model, de tror på – en pandekageformet jord under en kuppel; en slags The Truman Show-model, bare meget større – og forklaringerne samt argumenterne mod NASA m.fl., men dokumentarens formål er ikke at modbevise deres tro, men blot at præsentere den og dem, og selvom jeg også ville elske at se en debunking-dokumentar a la Myth Busters, var det lige så interessant at se denne menneskelige beretning.

Jeg er ikke på nogen måde omvendt, men jeg kunne godt lide Mark og Patricia, og jeg ville ønske, at de flat earthers, man render ind i herhjemme, særligt på Ekstra Bladets nationen!, var lige så fredelige og sympatiske.

Nøgleord: , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *