The Odyssey er et fantasy-adventure-drama fra 2026 instrueret af Christopher Nolan. Det er baseret på et digt af den græske poet, Homer, skrevet i den 8. århundrede før vores tidsregning. Homer er også forfatter til Illiaden, hvor slaget om Troja finder sted. Det kender du fra filmen med Brad Pitt som Akilles.
De to fortællinger er nært beslægtede, da Odysseus også deltog i krigen. I den ældre film spilledes han af Sean Bean. Man kan kalde The Odyssey en slags standalone efterfølger til Troy, da den handler om Odysseus’ 10-årige hjemrejse efter krigen. Han tager den seværdige rute. Her møder han mange grumme udfordringer såsom kykloper og sirener.
Imens venter hustruen Penelope og sønnen Telemakos hjemme på øen Ithaka. Det er en svær tid, da Odysseus formodes død. Enken forventes at gifte sig på ny, så øriget kan få en konge på tronen. Sønnen er alt for ung. Han husker knap nok sin egen far. Moderens mange bejlere ønsker ham død, så de kan tronrage uden modstand.
Mere tragedie end eventyr
Filmen (og vist nok også digtet selv) er fortalt i flashbacks. Den veksler mellem Odysseus’ rejse i datid og dramaet hjemme i nutid. Rejsen er en række stop på forskellige øer. Du kender formentlig nogle af historierne. De fungerer næsten som mindre fortællinger eller lignelser. Der er forskellige temaer og evt. en subtil morale.
Det overordnede tema er Odysseus’ beslutninger og karakterrejse. Han udfordrer guderne og de gamle skikke. Grækerne er mere til tragedier end eventyr. Derfor er rejsen en dyster deroute, hvor tingene bliver værre og værre. Jeg vil ikke afsløre, om det ender godt. Selvom det er en velkendt fortælling, ændrer Nolan også visse detaljer.
Der er masser af materiale i det mere end 12.000 linjer lange digt. Man kunne meget nemt dykke dybere ned i hver enkelt delfortælling på rejsen. Men det er der trods alt ikke tid til i den 3 timer lange film. Nolan må videre i teksten. Odysseus må videre på rejsen. Konen savner ham. Sønnen har brug for ham. Selv hunden venter trofast på sin gamle herre.
Realisme og praktiske effekter
Det er en episk rejse og en storfilm i ordets fulde betydning. Men selvom der findes en slags forgænger at læne sig op ad, for ikke at nævne lignende genrefilm som Ringenes Herre, er dette en anden sag. Nolan vægter realisme og praktiske effekter meget højt. Han har ikke fokus på store slag og vilde effekter, men dramaet og karakterne.
Hvis jeg skal sammenligne med en lignende genrefilm, falder mit valg på The Green Knight. Du får ganske vist mere action i Nolans film, trods alt. Men der er meget af samme tone og surrealisme. Man får endda den tanke, at Odysseus’ rejse snarere er en virkelighedsflugt i hans eget sind. Jeg vil dog undlade at afsløre det stærkeste argument for den teori.
Det er en fantastisk film. En af dem, som utvivlsomt vil være bedre ved gensyn. Den bliver i hvert fald bedre og bedre, jo mere jeg tænker over den. Nolan har sgu gjort det igen.
