The Green Knight er en fantasyfilm fra 2021 instrueret af David Lowery (Pete’s Dragon, A Ghost Story). Den er baseret på et digt fra det 14. århundrede om Sir Gawain, der var kong Arthurs nevø og senere en af ridderne om det runde bord.
Unge Gawain er doven, drikfældig og dameglad. Han tilbringer hele nætter med næsen dybt begravet i både portvin og luderen Essels varme skød. Han har intet udrettet og ingen historier at fortælle sin onkel, kong Arthur. Derfor stiller han op, da hoffet udfordres af en mystisk, grøn ridder.
Det er meget enkelt. Ridderen vil lade Gawain slå først. Han vil sejre og høste hæder og ære i det følgende år. Men på den første dag i det følgende år må han besøge ridderen og modtage et tilsvarende slag. Således er dette spil. Den alt for ivrige og hædershungrende Gawain hugger hovedet af ridderen.
Filmen slutter ikke der. Der venter en færd til ridderens grønne kapel, hvor Gawain vil møde sin skæbne. En færd med oplevelser og forhåbentligt åbenbaringer. Gawain har nemlig alt at lære om både livet og sig selv. Hvad han egentlig ønsker, fortjener og kan gøre for at øve indflydelse på begge dele.
Instruktøren er ifølge eget udsagn inspireret af film som Willow og Excalibur. Især én detalje genkendte jeg faktisk fra førstnævnte. Men plotmæssigt har de to film alene rejsen til fælles. Excalibur handler om kong Arthur. Her er et oplagt slægtskab, omend hovedpersonen er en anden skikkelse i de gamle legender.
Syret og sanselig
Men det er ikke en eventyrlig actionfilm. I stedet er den ret syret. Det forekommer i mange lignende genrefilm, også Excalibur, at heksekunster og anden trolddom spiller helten et puds. I sådanne scener kan han ikke stole på sine sanser. Virkeligheden omkring ham opfører sig mærkeligt. Måske er han ramt af febervildelser, eller også forføres han af mørke kræfters indflydelse. Han er ikke ved sine sansers fulde fem.
Her er det meste af filmen sådan. Gawain rejser fra den ene sære oplevelse til den næste, som var han en lille pige i et magisk Eventyrland. Nogle oplevelser starter uskyldigt, men de ender alle med, at man tvivler på, om det virkelig skete.
Den er svær at sammenligne med andre film, men hvis jeg skulle gøre et forsøg, tænkte jeg bl.a. på Valhalla Rising og Mandy. Man kunne også nævne Terry Gilliam, men hans film er ofte humoristiske, hvor denne her er alvorlig.
Den vil kede nogen, men jeg (og min gode filmven, Ruben) var ret fascineret af denne tågede affære. Den er æstetisk flot og sanselig. Den har masser af symbolik og skjulte lag. Nogle budskaber er mere klare end andre. Der er meget at fortolke.
