Hvordan man kan forene Bruce Willis og Halle Berry i en fremragende psykologisk thriller uden at skabe større opmærksomhed, er mig en gåde. Jeg havde absolut intet hørt om Perfect Stranger, før jeg så den. Et enkelt klip havde jeg set, men det havde blot ledt mig på vildspor. Jeg blev blæst omkuld.
Plottet er fremragende. Det er spændende og velskrevet, og så er det først og fremmest uforudsigeligt, men ikke umuligt at følge. Man sidder i et væk og forsøger at regne den ud og tror flere gange, man har fat i en lang ende.
Man får faktisk masser af ledetråde, der er vigtige brikker i puslespillet, men som alligevel formår at aflede opmærksomheden eller flytte fokus uden at være irrelevante eller meningsløse.
Da man endelig får det hele med, kan man ikke engang sige “doh,” eller slå sig for panden. For man regner den bare ikke ud. Og alligevel er hele historien perfekt skruet sammen og tro imod den endelige drejning. Det er snedigt, så det basker.
Jeg vil faktisk ikke fortælle jer noget som helst om selve handlingen. Se den, som jeg gjorde, med åbent sind.
Efterord
Filmen blev slagtet af anmelderne. Den scorer ynkelige 10% på Rotten Tomatoes. Jeg har ikke genset den siden dengang, men jeg kunne åbenbart lide den. Meget endda.
