Det er dødpopulært med trilogier, og her er endnu en serie, der når denne milepæl. Det er ikke længe siden, jeg så en anden 3’er, nemlig I’ll Always Know What You Did Last Summer, og jeg forventede mere af samme skuffe.
Jeg blev ikke nær så skuffet. Ganske vist kunne Final Destination 3 lige så godt have været den første i serien og omvendt, for idéen er præcis den samme. Filmen følger slavisk den samme opskrift, omend der er nye personer, og effekt-holdet har udtænkt nye, kreative splatterscener. I store træk er filmene ens.
Men Final Destination 3 er bedre end gennemsnittet af efterfølgere, fordi den først og fremmest er kreativ. Idéen om at filmens “morder” er skæbnen, og at hvert enkelt dødsfald er resultatet af en lang række tilfældige begivenheder, der falder på plads som en nøje opstillet række dominobrikker, er stadig fed.
Det er noget andet end den sædvanlige redskabssmorder af kød og blod, man kan løbe fra eller pumpe fuld af bly. I hvert fald nogle af gangene. Andre genreskurke kan ordnes med ritualer, hellige remedier og lignende. Men selveste døden/skæbnen. Den (og skattefar) er svær at komme udenom.
