Tarzan X: Shame of Jane (Tharzan – La vera storia del figlio della giungla) er et italiensk erotisk jungleeventyr fra 1995 instrueret af Joe D’Amato.
Han har huseret i mange forskellige genrer, både gys, spaghetti-westerns og erotik. Han er bl.a. kendt for Black Emmanuelle-serien med Laura Gemser, men han har også arbejdet på Pam Grier-filmen The Arena og Lucio Fulcis Challenge to White Fang.
Som den engelske titel antyder, er filmen en erotisk udgave af historien om Tarzan. Forfatterens familie lagde ovenikøbet sag an, men det lykkedes dem ikke at stoppe den.
Filmens Tarzan spilles af Rocco Siffredi, der er støvlelandets største pornostjerne. Ovenikøbet stadig aktiv. Jane spilles af Roccos egen hustru, Rosa Caracciolo, som selv har tre håndfulde film på bagen i 1990’erne.
I modsætning til Stjernetegnsfilmene og aftenens første film, Skandaleskolen, er denne film en anelse hårdere. Her får du både cumshots og analsex. Men jeg anmelder den primært, fordi det også er en Tarzan-film.
Uheldigvis kan jeg ikke et ord italiensk, og min DVD har ingen undertekster, så jeg har gættet mig til handlingen. Jeg har set mange andre Tarzan-film. Hvor svært kan det være?
Stor junglehelt
Jane er på ekspedition i junglen. Hun bliver væk, men Tarzan finder hende. De bliver forelskede, og enden er god. Men så bliver hun kidnappet af indfødte, og Tarzan må vise, hvor stor en junglehelt, han er.
Det er ikke raketvidenskab. Handlingen er uhyre simpel, selvom der faktisk er forbavsende meget af den og langt i mellem sexscenerne. I skærende kontrast til aftenens første film, hvor de næsten bollede uden stop.
Der findes også en softcore-udgave, hvor man intet ser. Men så interessant er handlingen altså heller ikke. Den får du intet ud af.
Som Tarzan-film er den elendig. Al fokus er sat ind på de to nyforelskede hovedpersoner, men deres oplevelser sammen er ligegyldigheder. Den store kidnapning, hvor de kunne give den gas med action, er hurtigt ovre. Det tog ikke meget længere tid end f.eks. scenen, hvor hun barberer og groomer ham.
En anden oplagt mulighed for at slås med en krokodille – noget Tarzan-legenden Johnny Weissmuller gerne kastede sig ud i – forkastes til fordel for en idyllisk kanotur. Ih, altså!
Et sidste eksempel: Jane har jo været forsvundet. Hun tager omsider tilbage til civilisationen med Tarzan, og hun genforenes med sine venner fra ekspeditionen. Men de springer over “Hvor har du dog været?”-scenen. I stedet får vi noget mere “Hyggeligt du kunne komme”-agtigt.
Jeg aner jo ikke, hvad de siger, men sådan udspiller scenen sig visuelt. Det ligner en almindelig sammenkomst.
Tarzan og Jane – og de fire andre
Det hele bliver mere forvirrende, da de er sammen med andre. Der er mere dialog, og handlingen afviger fra den klassiske fortælling, så Tarzan kan dytte i andre bamser. Pornotyren kan ikke nøjes med én kvinde.
Måske har jeg misset, hvor god den er, fordi jeg ikke forstår italiensk, men jeg tvivler. Det er jo en Tarzan-film, og det lever den ikke op til.
Er det så en god pornofilm? Jo, det er det da. Scenerne måtte gerne være længere, hvis det skal være, men det er gode optagelser, modellerne er flotte, og du ser alt, du tør drømme om. Der er mindre pels til dem, som gerne vil lægge 70’erne bag sig, og de hårde løjer er hårdere, større og mere klistrede.
Alligevel kunne jeg personligt bedre lide Skandaleskolen. Den var dejligt amatøragtig, hvilket ofte virker mere autentisk. Mindre opstillet.
